Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
MUZZIK - Symfoniske, tjekkiske toner kan nydes sammen med en kold øl og svaret på, hvorfor ham dirigenten egentlig er så vigtig, når Københavns Universitets modvilligt hemmelige orkester i aften lukker dørene op til en afslappet generalprøve
KU har et symfoniorkester, SymfUni, og når det øver sig i caféen “Kommunen” på Center for Sundhed og Samfund (CSS) lytter nysgerrige ører ofte med ude i gangen. Men mere bliver det aldrig til. Det er synd, synes orkestret, så nu inviteres ganglurere fra alle fakulteter indenfor, så de kan flade ud til musikken og oven i købet sidde på noget blødt imens.
Koncerten, den helt færdige, er egentlig først den 2. december, men i dag kan man få lov til at se, hvordan man gør, når man er et orkester, som skal lære at spille tjekkiske kompositioner fra 1800-tallet. Orkestrets talsmand og dirigent, Kristoffer Kaas, lover, at de har øvet nok til, at det lyder rigtig pænt, selv om de sidste detaljer stadig skal rettes til.
Han vil forklare lidt om de forskellige instrumentgrupper og om dirigentens rolle, som for mange tilskuere er gådefuld. For hvad laver manden, og hvorfor er det så vigtigt? Synes man ikke, at man er blevet klogere i løbet af prøven, er der muligheden for at gå i kødet på både dirigent og musikanter efter prøven, hvor man må spørge om ting, man ikke forstår eller bare gerne vil vide.
Orkesteret – som er små tre år gammelt – vil rigtig gerne repræsentere hele KU, men det gør det bare ikke, indrømmer Kristoffer Kaas ærgerlig. Selvom de flittige musikanter har filet på violinerne og banket på paukerne hele den lange Kulturnat, er Symfuni stadig forholdsvis ukendt på de fleste fakulteter.
Men sådan skulle det helst ikke være. I derude skulle gerne vide, at det fandtes. Og måske endda selv støve blokfløjten/celloen/trianglen af og melde jer under de musikalske faner.
De vil ikke love i hvilken rækkefølge numrene bliver spillet i aften, men musikken er af Antonin Dvorak, som kunne det der med at lave dramatiske symfonier og kammermusik. I aften kan man lytte til -Slaviske danse’ opus 46.
Hvor og hvornår: Caféen Kommunen på CSS. Arrangementet begynder klokken 19
Læs mere om orkesteret her.