Kritikken af mit forskningscenter er ikke fair

Forsknings- og arbejdsmiljøet på Center for Translational Neuromedicine, CTN, på Københavns Universitet har i den seneste tid været genstand for opmærksomhed i en række danske medier. Som svar på den opmærksomhed, CTN har fået, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke kan genkende beskrivelserne af mit forsknings- og arbejdsmiljø.

Der skal ikke herske tvivl, at forskning sker i meget kompetitive miljøer, og at det er et krævende job. Usikkerhed om finansiering og brugen af midlertidige ansættelser er med til at gøre en akademisk karriere endnu mere udfordrende for den enkelte.

Desværre er succes inden for forskning ofte målt i antal udgivelser i high impact-tidsskrifter.  Det er en publish or perish-kultur, som er et globalt problem. På trods af omstændighederne og rammerne investerer CTN og dets ledelse stort i os yngre forskere.

Ledelsen har støttet os

På CTN bliver vi opfordret til at dygtiggøre os videnskabeligt samtidig med, at der er rum til den work-life-balance, vi hver især vælger. Det ses også i det faktum, at en stor del af de yngre ansatte på CTN har et eller flere børn, at både mænd og kvinder har været på barsels-/forældreorlov, ligesom vi er blevet støttet ved sygdom eller andet fravær. Holdånd og sammenhold har været nøglen til både fælles og individuel succes.

Derudover har størstedelen af CTN’s ansatte i gennemsnit været ansat i fire år, før de vælger at fortsætte deres karriere for eksempel i andre verdensførende forskningsenheder, som forskere eller gruppeledere på andre universiteter eller er skiftet til ledende stillinger i industrien.

Uagtet hvilken vej den enkelte har valgt i sin karriere, er ledelsen en stor støtte. Den enkelte har med stor fordel kunnet gøre brug af sit store netværk og de gode forbindelser, der er opbygget som følge af den excellente forskning, man har været del af på CTN.