Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU 250 millioner nærmere et naturhistorisk museum

DONATION – Willum Fonden donerer 250 millioner kroner til etableringen af det nye Statens Naturhistoriske Museum ved Botanisk Have i København. Museet er dog stadig ikke fuldt finansieret.

Københavns Universitet ønsker at etablere et nyt Statens Naturhistoriske Museum ved Botanisk Have. Som Uniavisen tidligere har beskrevet, har det dog vist sig at være en udfordring at rejse den samlede finansiering på 1,2 milliarder.

LÆS OGSÅ: Samfundet har brug for vores museum

Men nu er KU kommet en stor pose penge tættere på det nye museum. Villum Fonden har nemlig valgt at donere 250 millioner til projektet.

»Statens Naturhistoriske Museum er en af Danmarks allermest veldrevne kulturinstitutioner. Så da vi for flere år siden blev inviteret til møde på Københavns Universitet om museets storstilede byggeplaner, var vi straks lydhøre, fordi Villum Fonden i en årrække har støttet naturvidenskabelig forskning, naturen og miljøet,« siger Villum Fondens bestyrelsesformand, Lars Kann-Rasmussen.

»Og nu, hvor den samlede finansiering fra fonde og det offentlige samt de tekniske undersøgelser er ved at være på plads, har vi frigivet denne, vor hidtil største, enkeltbevilling på 250 mio.kr.«

Rektor: Et stort og vigtigt skridt

KUs rektor Ralf Hemmingsen understreger donationens vigtighed:

»Planerne om et nyt internationalt naturhistorisk museum i hjertet af København har taget et stort og vigtigt skridt frem mod en realisering. Takket være donationen fra Villum Fonden har projektet nu samlet 650 millioner kroner fra private fonde, Københavns Universitet og staten,« siger Ralf Hemmingsen.

Direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Morten Meldgaard, er ligeledes begejstret.

»Jeg meget glad for den generøse donation. Fonden har fulgt projektet tæt fra den første ide blev undfanget og frem til i dag, hvor man vælger at støtte med et meget stort beløb.«

Der er dog stadig et godt stykke vej, før KU har fået dækket det samlede finansieringsbehov på 1,2 milliarder. Pengene fra de store fonde var allerede, før offentliggørelsen af, at Villum Fonden havde frigivet det store beløb, indregnet i museets foreløbige budget. Men frigivne donationer er selvsagt bedre end donationer, man håber at få i hus.

»Donationen fra Villum Fonden er en blandt flere brikker, der forventeligt vil få det store puslespil til at falde på plads inden jul,« siger Morten Melgaard.

Blandt andet venter KU med spænding på udfaldet af finanslovsforhandlingerne. KU har nemlig ansøgt staten om 200 millioner kroner. Et beløb, universitetet i en pressemeddelelse beskriver som en »afgørende katalysator for at realisere museet.«

Nicklas.Lund@adm.ku.dk

Seneste