Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU ansætter superforsker i stamcelleforskning

NYHEDSOVERBLIK TORSDAG - KU ansætter superforsker i stamcelleforskning - Aktører skeptiske over for KU's varslede fusioner - Akademikerne render med de nye job - Hjælp til psykiske problemer og handicappede på universiteterne - Unge er fanget i krav om perfektion.

DanStem scorer superforsker, stillinger og millioner

Det danske Stamcellecenter (DanStem) på Københavns Universitet (KU) har ansat forskeren Joshua Brickman sammen med en del af hans forskningsgruppe fra University of Edinburgh. De skal være med til at rykke dansk stamcelleforskning op i superligaen, skriver Ingeniøren.dk. Flere ansættelser er desuden på vej hos DanStem, der også trækker på en bevilling fra Det Strategiske Forskningsråd på 64,8 millioner kroner og 350 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Aktører skeptiske over for KU’s fusionsplaner

KU-rektor Ralf Hemmingsens planer om at sammenlægge Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) og Det Naturvidenskabelige Fakultet samt de Farmaceutiske og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter møder ifølge Altinget.dk kritik fra administrerende direktør i DLG Asbjørn Børsting og fra formanden for Jordbrugsakademikerne, Kirsten Holst.

Akademikerne render med de nye job

Faglærte og ufaglærte mister flere og flere job, mens højtuddannede vinder flere og flere, viser en analyse foretaget af statistikbureauet eStatistik for Morgenavisen Jyllands-Posten. I samme periode som de to første grupper mistede 17 procent af deres stillinger, øgedes antallet af akademiske job med 49 procent.

Hjælp til psykiske problemer og handicappede på universiteterne

For studerende med handicaps og psykiske problemer er der begyndt at være hjælp at hente på landets universiteter. Claus Nielsen, studiechef på KU, siger til Jyllands-Posten, at det er et stormskridt fremad for handicappede studerende, at man nu kan få socialpædagogisk støtte.
Jyllands-Posten, side 8, torsdag den 22. september 2011.

Unge er fanget i krav om perfektion

Unge gymnasieelever og studerende fra 15-24 år bruger enorme kræfter på at skjule deres problemer for omgivelserne i stedet for at tale om dem, skriver Kristeligt Dagblad, og i næste uge kommer en ny rapport om sagen ”Når det er svært at være ung i Danmark – unges beretninger om mistrivsel og ungdomsliv”, som Center for Ungdomsforskning fra DPU Aarhus Universitet står for at udgive.

Seneste