Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
RYGEPOLITIK – Det skal være slut med at ryge elektroniske cigaretter indendørs på Københavns Universitet.
Dem, der håbede at slippe for at stå ude i regn, sne og slud sammen med de andre rygere på Københavns Universitet (KU), hvis de skiftede tobakken ud med de såkaldte e-cigaretter, må blive slemt skuffede.
Hovedsamarbejdsudvalget på KU har nemlig ændret rygepolitikken, så det ikke længere er tilladt at ryge e-cigaretter indendørs. Det skete på mødet den 9. april.
Ifølge HSU-næstformand Ingrid Kryhlmand var der fuld enighed om stramningen.
»Hvis vi havde forbudt det for 15 år siden, var det blevet ballade, men det virker som om, at folk har accepteret, at det er trenden, at alle former for rygning er forbudt,« siger hun.
Ingrid Kryhlmand forklarer, at det var afgørende for HSU, at det er usikkert om e-cigaretter er skadelige eller ej.
»Når det ikke er 100 procent afklaret, hvad stofferne i e-cigaretter gør, kan jeg ikke se, hvorfor jeg eller andre skal udsættes for det,« siger Kryhlmand.
Læs spørgsmål og svar om e-cigaretter her
Ifølge Ingrid Skovsmose, sektionsleder for Arbejdsmiljø og Samarbejde, er det korrekt, at der er betydelig usikkerhed om, hvordan anvendelse af e-cigaretter påvirker helbredet på længere sigt.
Det betyder, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke ryger e-cigaretter – hverken med eller uden nikotin – og ud fra et forsigtighedsprincip heller ikke inden døre.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler ligeledes, at e-cigaretter behandles som almindelige cigaretter i forbindelse med regler og love om røgfri miljøer.
Ingrid Skovsmose tilføjer, at det var nødvendigt at få præciseret rygepolitikken, fordi arbejdsmiljøsektionen har fået en del henvendelser om, hvordan man skulle håndtere problemstillingen.
»Nogen har røget e-cigaretter inden døre, så folk har spurgt, hvad de skulle gøre, og om de måtte forbyde det,« siger hun.
En Epinion-undersøgelse lavet for DR viser, at 34 procent af befolkningen mener, at der skal gælde de samme regler for rygning af e-cigaretter som almindelige cigaretter. 13 procent svarer, at de er delvist enige i den holdning.
Cirka 200.000 danskere bruger e-cigaretter, viser den nyeste Gallup-undersøgelse.
Ifølge Ingrid Kryhlmand er der ikke planer om at sende rygerne helt uden for KU’s område, som det er sket på en del andre arbejdspladser.
»Jeg synes personligt, at det er uhensigtsmæssigt, hvis folk klumper sig sammen og ryger ved indgangene, men vi skal også passe på, at det ikke bliver for restriktivt. Vi lever trods alt i et frit land,« siger hun.
clba@adm.ku.dk