Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Vil man se hele Panumbygningen hvor det meste af Sundhedsvidenskab bor, skal man bruge mange, mange timer og berede sig på en meget lang gåtur.
Derfor smider Deres to udsendte fra KU DERUDE kortet over bord og lader næserne drive os rundt i de kilometerlange gange i 70’er byggeriet på Blegdamsvej. Stedets indfødte viser sig at være venligtsindede.
I Panums sagnomspundne kælder støder vi på noget så eksotisk som tandlægernes fredagsbar hvor fadølshanerne åbnes hver fredag.
Resten af ugen er baren fyldt med hvidkitlede studerende der læser lektier og sludrer inden de drager mod tandklinikkerne ovenpå for at bore og reparere tænder på de tusindvis af ventende patienter der hver dag besøger Tandlægeskolen.
Videre nede ad gangene finder vi brede transportkorridorer, auditorier og masser af studerende. Kun med nød og næppe undgår vi at blive suget ind til en forelæsning i medicinsk mikrobiologi.
En af stammens ældste fører os ind i medicinernes allerhelligste gemakker – de anatomiske studiesale – hvor offentligheden normalt ikke må komme.
Oppe i lyset igen lærer vi om hvad sparetiderne på Sundhedsvidenskab betyder for især det lille tværvidenskabelige studium Folkesundhedsvidenskab. Vi møder medicinstuderende der sælger deres kroppe til videnskaben og tager på visit hos nogle af Panums håndværkere.