Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU dropper ældgammelt Windows

TI ÅR YNGRE PÅ TRE TIMER - Københavns Universitet er gået i gang med at opgradere sine fællesadministrative pc'er med tidssvarende software. På fakulteterne har moderniseringen allerede været i gang længe.

En stor del af KU’s ansatte i Fællesadministrationen (FA) arbejder stadig med pc’er, der kører Windows XP, et 12 år gammelt system, der siden er blevet overhalet af tre generationer Microsoft-systemer til pc.

De mange pc’er har dermed længe stået til en opgradering, og den er nu sat i gang. Ansatte i FA har mulighed for at booke en pc-supporter fra Koncern-IT til at klare installationen, som cirka tager tre timer. I løbet af efteråret vil der ske en systematisk opdatering af alle FA’s pc’er, skriver det lokale nyhedsbrev Nyt@FA.

KU’s centrale pc-park bliver dog ikke forsynet med det nyeste (og ret kritiserede) Microsoft-styresystem Windows 8 fra 2012, men derimod den fire år gamle forgænger Windows 7.

Men 7’eren er stadig en mærkbar teknisk forbedring for de fleste. (Blandt andet vil uniavisen.dk og andre nyere hjemmesider forventeligt både fungere bedre og se pænere ud på en pc, der har fået opdateringen). I foråret 2014 indstiller Microsoft den sidste support af det gamle XP-system.

Resten af KU er foran Nørregade

På fakulteterne er de lokale it-afdelinger, som på mange punkter kører selvstændigt, allerede i fuld gang med at indfase Windows 7.

På Teologi begyndte den lokale it-medarbejder Kim Petersen for to år siden at installere Windows 7, og de fleste brugere skiftede til systemet i 2012. På Jura er udrulningen af nye stationære computere med Windows 7 i fuld sving, ligesom nye bærbare fremover udleveres med systemet. Om et par måneder vil alt it-udstyr på Jura være opdateret, melder it-ansvarlig Bo Gerner Nielsen.

På Samfundsvidenskab har Windows 7 i cirka halvandet år været det primært anvendte operativsystem, og de XP-maskiner, der er, bruges primært til testformål, siger systemkonsulent Simon Wøhlk Olsen.

På Sund har Windows 7 været standard i lidt over et år, siger it-medarbejder Claus Højfeldt.

Science er også i fuld sving. Fakultetet benytter i dag både Windows XP og Windows 7, men XP vil være udfaset, før Microsoft indstiller supporten på systemet. Hele fakultetssekretariatet og et af institutterne er allerede omlagt til den nye Windows 7 pc-platform, oplyser sektionsleder Benjamin Seifel-Christensen.

På Humaniora er Windows 7 standard for fakultetets Windows-brugere. »Vi har udrullet Windows 7 i cirka to et halvt-tre år. Anslået er 80 procent af vores Windowsmaskiner Win7-baserede,« siger Jakob G. L. Jørgensen, it-chef på Hum.

Mac er stort på Hum

Både Humaniora og Science understøtter i øvrigt Mac-computere ved siden af pc’erne. Den valgfrihed har de ansatte i Fællesadministrationen endnu til gode. På Humaniora benytter cirka 30 procent af de ansatte Mac-computere, og fem procent kører Linux.

Over 50 procent af de humanistiske studerende bruger Mac, anslår it-chef Jakob G. L. Jørgensen.

chz@adm.ku.dk

Seneste