Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU får pris for 'Den gode uddannelse'

HÆDRET - Københavns Universitet har fået pris af børne- og undervisningsminister Christine Antorini for at søsætte 66 projekter om bedre uddannelse.

Det er syvende gang, undervisningsmiljøprisen og de tilhørende 25.000 kroner uddeles. I år er det KU, der kan bryste sig med, at være blandt de fire uddannelsessteder, der har ydet en særlig indsats for at fremme undervisningsmiljøet.

KU har blandt andet udarbejdet en komplet undervisningsmiljøvurdering og gennemført et omfattende program med og for de studerende for at forbedre undervisningsmiljøet gennem 66 forskellige uddannelsesforsøgsprojekter.

LÆS: Mere om Den gode uddannelse

At sætte gode eksempler

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini synes selv, at prisen er meget vigtig og håber, at flere skoler og uddannelsessteder vil lade sig inspirere og arbejde for at forbedre undervisningsmiljøet:

»Med Undervisningsmiljøprisen fremhæver vi de skoler og institutioner, der gør noget ekstraordinært for at skabe et godt undervisningsmiljø, så de gode eksempler kan sprede sig. God trivsel er helt afgørende for, at børn og unge kan gennemføre deres skolegang og uddannelse med et godt resultat,« siger ministeren.

Bag Undervisningsmiljøprisen står Ministeriet for Børn og Undervisning i samarbejde med Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).

Seneste