Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-forsker modtager ’den lille nobelpris’

Navne — Assyriolog Mogens Trolle Larsen fra Københavns Universitet modtager 20. marts Det Svenske Akademis prestigefulde Gad Rausings Pris på 1,5 millioner svenske kroner.

Lektor emeritus Mogens Trolle Larsen fra Københavns Universitet modtager 20. marts Det Svenske Akademis prestigefulde Gad Rausings Pris på 1,5 millioner svenske kroner.

Mogens Trolle Larsen får prisen for sin banebrydende forskning i assyrisk sprog, kultur, økonomi og handel og for sin evne til at formidle forskningen til et stort dansk og internationalt publikum.

Gad Rausings Pris

Gad Rausings Pris for fremragende humanistisk forskning blev stiftet i 2002 og uddeles hvert år af Kungl. Vitterhetsakademien i Stockholm. Akademiets hovedopgave er at fremme forskningen og øvrige aktiviteter inden for humanistiske, religionsvidenskabelige, retsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige discipliner samt beskyttelse af kulturarv.

Gad Rausing var dr.phil. i arkæologi. Han arbejdede først i Åkerlund & Rausing og derefter i Tetra Pak. Han skrev flere bøger og bidrog med artikler i mange videnskabelige tids-skrifter.
 Gad Rausing døde i januar 2000.

Mogens Trolle Larsen (f. 1937) er internationalt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige forskere inden for studiet af det østlige middelhavsområde. Hans arbejde har haft afgørende betydning for forståelsen af oldtidens økonomiske historie, ikke mindst inden for tidlig fjernhandel. Det skriver Det Humanistiske Fakultet i en pressemeddelelse.

Mellemøstens oldtid oplyst

Mogens Trolle Larsens forskning har først og fremmest været baseret på verdens ældste købmandsarkiv fra de assyriske handelskvarterer i byen Kanesh i nutidens Tyrkiet, som lå over 1.000 km fra den assyriske hovedby Assur. Det har givet indsigt i komplekse politiske, økonomiske og sociale forhold i Mellemøstens oldtid. Forhold, som økonomer og antropologer i dag interesserer sig indgående for.

De sidste år af sin ansættelse på Københavns Universitet helligede Mogens Trolle Larsen sig forskningsprojektet Old Assyrian Text Project, som udgiver nye, pålidelige udgaver af tekster fra den oldassyriske periode.

Et roligt pensionistliv – en fremmed tanke

Mogens Trolle Larsen er fortsat i fuld gang:

»Jeg arbejder i øjeblikket på at færdiggøre et stort tekstprojekt, som snart udkommer, og desuden er jeg ved at planlægge en workshop på Yale sammen med to af mine gamle studerende, som i dag er ansat på Yale og Harvard. Endelig er jeg ved at planlægge et længere ophold i Californien, hvor jeg vil få lejlighed til at arbejde med nyere assyrisk kunst,« siger Mogens Trolle Larsen til nyheder.ku.dk og fortsætter:

»Tanken om et roligt pensionistliv er mig meget fremmed, og jeg glæder mig over, at jeg kan fortsætte arbejdet med mit fag. Ud over at prisen er en flot anerkendelse af min forskning, som jeg er meget glad for, giver den mig også nogle muligheder økonomisk, som jeg ellers ikke ville have haft.«

Gad Rausings Pris uddeles i forbindelse med Det Svenske Akademis årsmøde den 20. marts i Riddarhuset i Stockholm.

Seneste