Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK MANDAG - KU-forskere arrangerer Forskningens Døgn på Frue Plads - AU-rektor om Timo-sag: Registrering kan ikke undgås - Professor på KU: Økonomi er gjort til religion - Rød regering gennemfører borgerlig politik.
I denne uge er Københavns Universitet (KU) medvært ved videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, der torsdag og fredag omdanner Frue Plads til et forskertorv med boder og forhåbentlig mange besøgende, skriver KU på universitetets intranet.
Efter spionsagen mod professor Timo Kivimäki er de studerende bekymrede over at blive registreret. Det er bare umuligt at undgå, mener rektor på Aahus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen. Han mener heller ikke, at KU kunne have gjort noget selv for at undgå miseren. Formanden for Studenterrådet på KU, Bjarke Lindemann Jepsen, mener dog, at registreringen kan blive et problem for de studerende, der eventuelt senere skal sikkerhedsgodkendes til betroede stillinger. Berlingske, side 6, mandag 16. april 2012.
Professor på Økonomisk Institut på KU, Katarina Juselius, var op gennem 1990’erne i top ti blandt verdens mest citerede økonomer. Hun havde imidlertid det problem, at mange teoretiske økonomer ikke kunne lide hendes nyudviklede matematiske metode, fordi de resultater, den gav, ved analyser af for eksempel finansmarkedet, ikke passede med de gængse teorier. Juselius mener, at det er sådan, fordi økonomi har udviklet sig til en religion, hvor de studerende lærer, at de skal tro på forældede økonomiske teorier og ikke selv sætte spørgsmålstegn. Politiken, side 4, mandag 16. april 2012.
Seks måneder efter SRSF-regeringsdannelsen er mere end halvdelen af regeringsgrundlagets 97 punkter vedtaget. Tim Knudsen, professor i statskundskab ved KU, er forbløffet over de mange vedtagelser, især set i lyset af oppositionens løftebrudsdebat, skriver Berlingske.