Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU-kandidater styrer partierne

NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - KU-kandidater styrer partierne - Filminstituttet anklages for at diktere films indhold - Ny Rushdie-bog kan ekskalere Muhammed-uro - Amerikansk muhammedkrise når ikke samme omfang som den danske.

KU-kandidater styrer partierne

Med Villy Søvndals og Pia Kjærsgaards afgang vil alle Folketingets partiledere være akademikere, skriver Altinget.dk. Hvis Astrid Krag bliver valgt som formand for SF, vil fem ud af ni partiledere være uddannet (eller i færd med at tage en uddannelse) på Københavns Universitet.

Filminstituttet anklages for at diktere films indhold

Det Danske Filminstituts konsulenter kritiseres fra flere sider for at blande sig for meget i indholdet af de film, hvis producenter søger filmstøtte. Blandt andet mener lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet Peter Schepelern, at det er problematisk, hvis konsulenterne stiller krav til filmens indhold som en betingelse for støtte, skriver Politiken.

Ny Rushdie-bog kan ekskalere Muhammed-uro

Religionshistoriker Mikael Rothstein, professor på Københavns Universitet, mener, at Salman Rushdie med sin selvbiografi, som udkommer tirsdag, kan komme til at kaste benzin på bålet i den verserende konflikt om krænkelse af profeten Muhammed. Bogen kan bruges af islamister, som ønsker at opildne til yderligere uroligheder, fordi Rushdie diskuterer en påstand om, at Koranen ikke er åbenbaret, og en påstand om, at Muhammed ikke var hverken perfekt eller ideel, men strategisk og politisk.

Amerikansk muhammedkrise når ikke samme omfang som den danske

Protesterne mod den anti-islamiske film Innocence of Muslims har nu bredt sig til Afghanistan, men den amerikanske muhammedkrise får næppe samme omfang som den danske muhammedkrise, vurderer professor Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitet . DR P1 Radioavisen 09.00, mandag 17. september 2012

clba@adm.ku.dk

Seneste