Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Tomme dåser — Københavns Universitet sælger drikkevarer med pant i kantinen, men vil man aflevere den tomme dåse igen, er det straks en anden sag. Det passer dårligt ind på et universitet, der vil være bæredygtigt.
Forleden gik jeg ned ad gangen på KUA og fik øje på to tomme Red Bull-dåser. De lå ikke i skraldespanden. De stod pænt oven på den.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Der var tre spande at vælge imellem: restaffald, madaffald og plast/kartoner. Ingen til pant. Den studerende, der havde drukket dem, ville tydeligvis ikke smide pantpengene ud, men gad heller ikke slæbe rundt på to klistrede dåser resten af dagen. Så de blev stillet ovenpå med et lille håb om, at nogen ville tage dem med.
Dåserne er højst sandsynligt købt få meter væk i kantinen, som sælger drikkevarer med pant. Når vi køber, betaler vi pant oven i prisen. Men når vi vil have den tilbage, er det nemmeste bare at smide dem ud.
Det er lidt som en kiosk, der sælger dig en flaske med pant og så siger, at du selv må finde ud af resten. Der står i pantbekendtgørelsen, at den, som sælger drikkevarer i engangsemballage, »skal tage de engangsemballager tilbage, som de har markedsført«.
Men spørger man i kantinen på for eksempel Mødestedet på KUA, om de kan tage imod dåsen, er svaret nej.
I praksis kan man tage dåsen med hjem, stille den på en skraldespand og håbe på det bedste eller smide den ud. Efter en lang dag på læsesalen er det ikke svært at gætte, hvad mange vælger.
For lige nu er det nemmeste på KU at smide pant ud. En dåse, der bliver smidt i restaffaldet bliver brændt og resterne deponeret, altså gravet ned.
Det er ikke fordi, vi er ligeglade. Danskerne er verdensmestre i at pante. Ifølge Dansk Retursystems årsrapport blev der i 2025 afleveret 2,2 milliarder flasker og dåser, hvilket er ny rekord. Returprocenten er 92, og dåserne bliver i et lukket kredsløb til nye dåser.
Men de sidste otte procent svarer stadig til omkring 190 millioner flasker og dåser om året. Dansk Retursystem vil hæve returprocenten til mindst 94 og skriver ligeud: »Det skal være lettere og mere attraktivt at pante«.
Folk panter, når det er nemt. Og lige nu er det ikke nemt på KU.
I KU’s mål for Bæredygtig Institution 2030 står der, at 60 procent af affaldet skal genanvendes, og at mængden til forbrænding og deponi per årsværk skal halveres. Der står også, at »Alle ansatte og studerende skal tilbydes gode muligheder for bæredygtig adfærd«.
Men når den mest bæredygtige løsning for en tom dåse ikke findes på campus, og dåsen i stedet havner i forbrændingen, er det svært at tage helt seriøst.
Ja, i kantinen kan man nu få kaffe i New Loop-genbrugskopper med pant på. Det er et fint initiativ, men det er et lukket system for kopper, og det hjælper ikke den, der står med en tom dåse.
I Københavns gader har de offentlige skraldespande en lille pant-hylde rundt om kanten med teksten »Giv din PANT videre«, og i Aarhus findes lignende pantholdere. Her kan man stille sin flaske eller dåse, så rengørings-/kantinepersonale kan tage den med videre.
Det er simpelt, billigt og det virker. Det er præcis det, de studerende på KUA allerede gør af sig selv. De mangler bare et sted at gøre det.
KU kunne sætte pantholdere på affaldsstationerne og en opsamlingsbeholder ved kantinen. Pengene kunne gå til en studenterforening, en fredagsbar eller velgørenhed. Så bliver det ikke bare nemmere at gøre det rigtige. Det bliver nemmere end at gøre det forkerte.
For hvis universitetet kan sælge os pant, så kan det også tage imod den.