Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

KU skal undersøge, om Esben Lundes afhandling indeholder plagiat

RYGTER - Det er uddannelsesminister Esben Lunde Larsen selv, der har bedt Københavns Universitet om at undersøge, om hans ph.d.-afhandling er OK. Det sker ifølge KU på grund af rygter om plagiat eller selvplagiat i afhandlingen.

»Frihedstænkning hos N.F.S. Grundtvig« er titlen på Esben Lunde Larsens teologiske speciale, der kan læses på Det Teologiske Fakultets bibliotek på Københavns Universitet.

Og Lunde Larsens ph.d.-afhandling hedder »Frihed for Loke saavelsom for Thor: N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv«. Den er i øjeblikket blandt de mest downloadede stykker forskning på Københavns Universitets servere.

Uddannelsesministerens speciale og afhandling handler begge ifølge titlerne om Grundtvigs syn på frihed. Og det må de også gerne. Men afhandlingen må ikke indeholde dele af specialet, så er der tale om selvplagiering, hvilket er et brud på god videnskabelig praksis eller – i grovere tilfælde – videnskabelig uredelighed.

Rygter

Det er Esben Lunde Larsen selv, der har bedt Det Teologiske Fakultet på KU undersøge, om hans afhandling indeholder selvplagiering eller plagiat fra andre tekster. Ministerens begrundelse er ifølge hans egen Facebook-side, at ‘nogle finder det interessant at spekulere i, om der skulle være fejl og mangler i afhandlingen’.

Ifølge en pressemeddelelse fra Det Teologiske Fakultet er det ‘pågående rygter om, at der i afhandlingen skulle være plagiat samt selvplagiat’, der er årsag til Esben Lunde Larsens anmodning om at få kigget afhandlingen efter.

Det rygte havde Uniavisen også hørt. Men intet substantielt, der skulle kunne underbygge det.

Dekan vil have åbenhed

»Et enigt bedømmelsesudvalg med Danmarks fremmeste Grundtvigeksperter har blåstemplet den, men alle kan begå fejl – også mig – så lad os få kigget på den endnu en gang. Fortsat god læselyst til dem, der allerede er i gang med at læse om Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv,« skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.

På KU udtrykker den teologiske dekan Kirsten Busch Nielsen mild forbløffelse:

»Det er en usædvanlig og overraskende sag, der nu bliver rejst. Universitetet tager sager om god videnskabelig skik meget alvorligt og vil nu undersøge, om der er belæg for at foretage en større udredning af sagen. Det rådfører jeg mig med Akademisk Råd om. Vi tilstræber en kultur, hvor der tales åbent om, hvad god forskning er,« siger hun ifølge Teologis egen pressemeddelelse.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste