Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU straffes for at bruge udenlandske censorer

Retssag — KU har modtaget politianmeldelser og bøder for at bruge udenlandske forskere uden specifik KU-arbejdstilladelse som censorer. Helt absurd, mener KU-direktør Jesper Olesen.

To gange i år er KU blevet meldt til politiet. Det er sket, fordi universitetet har brugt forskere fra lande uden for EU som censorer – uden at forskerne havde tilladelse til at arbejde for KU. De havde nemlig arbejdstilladelse på andre universiteter, og det kan ifølge udlændingeloven ikke bare overføres. Det skriver Berlingske.

Det er helt ude af proportioner. Vi har begået en rimeligt beskeden og banal fejl. Det bør ikke betyde, at vi ryger ud af fast-track-ordningen, som vi er meget afhængige af.

Jesper Olesen, universitetsdirektør på KU

Direktør for KU Jesper Olesen mener, at reglerne på området er for rigide:

»Der sker løbende stramninger på udlændingeområdet, og det er efterhånden blevet sådan, at hvor det før var muligt at dispensere eller vurdere en overtrædelse, så bliver lovgivningen i dag taget ekstremt bogstaveligt. Det her handler også om vores ry og omdømme. Det er jo helt absurd at få at vide, at man er politianmeldt for at have hjulpet et andet universitetet med at være censor,« siger Jesper Olesen til Berlingske.

Fast-track-ordning på spil

Nu anker KU sagen om den seneste bøde på 60.000 kr. i landsretten. Hvis KU taber sagen, står universitetet til at miste sin fast-track-ordningslicens. Det er gået over gevind, mener KU-direktør Jesper Olesen:

»Det er helt ude af proportioner. Vi har begået en rimeligt beskeden og banal fejl. Det bør ikke betyde, at vi ryger ud af fast-track-ordningen, som vi er meget afhængige af. Når det kan have så store konsekvenser, burde der være et system, hvor der kom en eller anden form for advarsel, før problemet opstod,« siger han til Berlingske.

Inger Støjberg (V) kommenterer skriftligt til Berlingske, at en arbejdsgruppe er sat i værk for at hjælpe arbejdsgivere til at undgå at ansætte udlændinge uden den korrekte arbejdstilladelse.

Seneste