Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU-studerende bekæmper fremmedhad med sko

KAMPAGNE – Vince Libasci, studerende ved Københavns Universitet, vil gøre op med, hvad han opfatter som en fremmedfjendsk dagsorden i Danmark. Han samler sko ind til DF-politikeren Marlene Harpsøe.

»Giv migranter et par kondisko. Kan de selv gå herop, kan de også gå hjem.«

Sådan foreslog Marlene Harpsøe, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, fra talerstolen på parties årsmøde at løse flygtninge og immigrantkrisen i Danmark.

Marlene Harpsøe på Twitter den 17. september

Vince Libasci, der tager en master i Global Development på KU, fandt udtalelsen både provokerende og inhuman.

Protest foran Folketinget

Han har derfor startet en kampagne, som han kalder »Sko til Marlene«.

Den 1. oktober startede han indsamlingen, der har til formål at bekæmpe den fremmedfjendske diskurs, foran Folketinget.

Alle sko, der bliver doneret, bliver overdraget til Røde Kors i slutningen af måneden.

Indtil videre har folk givet alt lige fra kondisko, stiletter, hjemmesko og sko til en baby.

Moderen til babyen skriver på kampagnens Facebook-side:
»Kære Marlene, er det også mennesker med denne skostørrelse, som du forestiller dig skal gå tilbage til Syrien?«

Sko har symbolsk betydning

Ifølge Vince Libasci tjener skoene for det først et symbolsk formål:

»Vi er alle mennesker med lige ret til at føle os trygge, have et hjem, adgang til mad, rent drikkevand, uddannelse og sundhedspleje. Der er mennesker, der har mistet alt af grunde, som er udenfor deres kontrol. Vi er i den vestlige verden utroligt privilegerede, fordi vi kan leve i sikkerhed, men det betyder ikke, at vi skal afstå andre muligheden for at være sikre. Det handler ikke kun om Marlene og Dansk Folkeparti, men om at prøve at gå i en andens sko og se verden i et større perspektiv,« siger han.

For det andet skal skoene minde om, at selv om den fremmedfjendske dagsorden vinder frem i hele Vesteuropa, er der stadig mange, der går imod denne udvikling.

»Vi er dødtrætte af fremmedfjendske retorik om de dovne immigranter, der stjæler vores velfærd. Folk skal vide, at der er findes en anden dagsorden,« siger Vince Libasci.

Fremmedhad sniger sig ind på universitet

Han mener, at den fremmedfjendske dagsorden også er begyndt at snige sig ind på universitetet.

»Vi ser, at regeringen vil skære i SUen, efter man har beskyldt udenlandske studerende for at være ‘SU-turister’, der stjæler uddannelsesstøtte. Når det handler om uddannelse, burde der ikke gøres forskel mellem udenlandske og danske studerende,« siger han.

Hvis du ønsker at donere dine sko, så kontakt Vince Libasci på email skotilmarlene@gmail.com

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste