Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
HAVEFEST - En lille flok studerende fra KU's nye have- og parkingeniøruddannelse er taget til Roskilde Festival med en mobil have for at gøre reklame for deres uddannelse og forhåbentlig shanghaje nye medstuderende.
Under overskriften ‘VARMERE VILDERE VÅDERE’ har seks studerende fra have- og parkingeniøruddannelse på Københavns Universitet taget utraditionelle midler i brug for at skabe opmærksomhed om deres bare et år gamle uddannelse.
»Vi er kun 16 studerende på uddannelsen, så jeg vil gerne have nogle flere studiekammarater,« fortæller studerende Jakob Lundgaard Lykkebo, imens han skubber vognen med bøgetræer og buske ind på pladsen til endnu en dag i festivalens tegn.
Haven er en minimodel for, hvad en have- og parkingeniør laver, og derfor bliver det en god icebreaker, når de studerende gerne vil fortælle havegæsterne om deres uddannelse.
En have- og parkingeniør skaber blandt andet grønne områder i byen til gavn for både mennesker og klima. Det viser de studerende ved at dele 2.000 små bøgetræer ud blandt festivalgængerne.
»Træerne bliver et tilløbsstykke. Vi kan give festivalgæsterne en plante og sige ‘hej, vil du høre noget om min uddannelse’, og samtidig kan vi sætte fokus på, at der skal plantes flere træer inde i byen,« fortæller studerende Jakob Lundgaard Lykkebo.
Studieleder på uddannelsen Susanne Ogstrup glæder sig over, at de studerende gerne vil tage ud og fortælle om deres uddannelse, og hvad man kan gøre for klimaet og byens natur.
Om initiativet har en direkte effekt på ansøgerantallet er svært at spå om, fortæller hun, men potentielle studerende kimer i hvert fald studievejlederen Britt ned.
»Mange henvendelser drejer sig om problemer med optagelse.dk. Men om det også hænger sammen med den synlighed, vi skaber på Roskilde Festival, er svært at sige, for vi har selvføglelig også lavet anden markedsføring,« fortæller Susanne Ogstrup, der dog ikke er i tvivl om, at den lille have skaber en positiv synlighed.