Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
KORT VARSEL - Samfundet har ikke råd til at afvise så mange unge, mener Charlotte Sahl-madsen, der opfordrer universiteterne til at skaffe flere pladser efter udsigt til ansøgningsrekord. KU mener ikke, at der kan skaffes mange nye pladser over sommerferien
Antallet af ansøgere til landets universiteter sætter rekord, og universiteterne er i disse dage i fuld gang med at behandle over 30.000 ansøgninger fra unge, der ønsker at komme i gang med at studere efter sommerferien.
Ifølge Politiken betyder det dog, at mindst hver fjerde ansøger vil få afslag på at komme ind på drømmestudiet, og netop den udsigt har fået videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen til at opfordre universiteterne til at skaffe flere pladser.
»Vi har ikke som samfund råd til at afvise så mange, som gerne vil i gang. Og vi kan ikke være bekendt over for de unge at skuffe dem«, skriver ministeren i et brev til rektorerne ved de landets universiteter.
Talsmand for Danske Universiteter Jens Oddershede mener, at det er en god målsætning, at universiteterne udfylder alle studiepladserne, men det er samtidig deres ansvar ikke at optage flere, end de har plads til, understreger han.
»Vi kan godt løfte lidt på låget og skaffe flere pladser. Men det skal med, at hver ny studerende tærer på universiteternes penge til forskning. Og forskningskronerne er i forvejen blevet færre som led i regeringens genopretningsplan,« siger han til Politiken.
Vicedirektør for uddannelse på Københavns Universitet Hanne Harmsen mener på den baggrund, at det bliver svært at skaffe flere pladser over sommeren.
»Vi skal levere kvalitet fra dag et. Og det er et rigtigt dårligt signal for nye studerende at starte på en uddannelse, hvor de risikerer at skulle sidde i vindueskarmen i auditoriet,« siger hun til Politiken.