Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-syntesebiolog er i finalen til Ph.d Cup

FORSKNING – Johan Andersen-Ranberg fra KU kan gøre det komplicerede enkelt – og han er så god til det, at han i aften kan vinde Ph.d Cup i DR-Byen.

Kan du forklare ganske almindelige mennesker, hvordan forskning i biologiske stoffer til medicinproduktion kan reducere menneskets rovdrift på naturen – på præcis tre minutter?

Det kan Johan Andersen-Ranberg, postdoc ved det tværfakultære Center for Synthetic Biology – endda så godt, at han i aften kan vinde Ph.d Cup, som hædrer den bedst kommunikerende forsker ved en prisuddeling i DR’s Koncerthus.

»Når jeg fortæller folk, at jeg forsker inden for syntesebiologi, siger de hurtigt, at det er alt for svært at forstå,« siger Johan Andersen-Ranberg, som mener, at man som forsker bør være stædig.

»Man skal insistere på at forklare det – ikke bare for at dele din viden med dem, du snakker med, men også for din egen skyld, så du bliver bedre til at fortælle om dit forskningsfelt,« siger Johan Andersen-Ranberg.

Ikke et one-man job

Johan Andersen-Ranberg konkurrerer med syv andre Ph.d-er om den prestigefyldte pris – heriblandt Asger Wingender fra Institut fra Økonomi på KU. På trods af at han står alene i spotlightet på scenen under arrangementet i DR-byen, er der flere, der har en andel i, at han er gået hele vejen til konkurrencens afgørende runde.

»Jeg mener, at hvis man skal fremme formidling af forskning, så er du nødt til at have kommunikationsmedarbejdere, der sidder tæt på forskeren. Både så kommunikationsmedarbejderen kan sætte sig ind i, hvad der sker, men også så naturvidenskaberen kan lære at få tingene ud gennem kanalerne«, siger Johan Andersen-Ranberg og tilføjer, at han aldrig var nået så langt uden den sparring han selv har haft med kommunikationsmedarbejdere og ikke-forskere.

Og selvom Johan Andersen-Ranberg gerne vil stå øverst på podiet, er det ligeså meget erfaringerne fra forløbet efter udtagelsen til finalen og frem til i dag, han fremhæver som vigtige.

»Vi har været igennem et coachingforløb, hvor vi har lært om positur, retorik og hvordan man skal agere på en scene. Det har været fedt at se, hvilke virkemidler du kan bruge,« understreger Johan Andersen-Ranberg.

Fra Ph.D. Cup til Berkeley

Til august, når støvet efter i aften har lagt sig, og hverdagen atter er vendt tilbage, skal Johan Andersen-Ranberg videreføre sin forskning i en treårig stilling ved Berkeley-universitetet i Californien, som er finansieret gennem Det Frie Forskningsråd. Havde han ikke allerede fået pengene, kunne deltagelsen i Ph.d Cup have haft en positiv effekt på pengetildelingen.

»Havde jeg lavet det tidligere, tror jeg, der havde været endnu større sandsynlighed for at få dem. Jeg og mit forskningsfelt har fået enorm eksponering, hvilket har vist, at den her forskning er vi rigtig dygtige til i Danmark. Det er altafgørende, når du skal ud at søge penge,« slutter Johan Andersen-Ranberg.

Finalen i Ph.d. Cup sendes på DR2 lørdag d. 18/4 kl. 20:00.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste