Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU tæller ned til klimakongres

COUNTDOWN - For at markere åbningen af FN’s klimakongres holder Københavns Universitet mandag seminar med universitetets største klimaprofiler, samt et par udenlandske trækplastre

Klimaet er en alvorlig sag. Hvis nogen skulle være i tvivl. Så alvorlig, at FN’s klimakongres COP15, som i et år har været imødeset med holdt vejr, for mange uundgåeligt bliver en skuffelse.

Københavns Universitet har lagt knofedt og prestigemæssige makroner i klimakampen, og har blandt andet med sin egen videnskabelige klimakongres i foråret forsøgt at påvirke processen under COP15, som begynder i Bella Center på mandag den 7. december.

Og for at skyde COP15 i gang afholder KU mandag et seminar i Festsalen, hvor universitetets største klimaprofiler holder oplæg. Sammen med et par internationale navne, der nok skal forstå at male kolde, dystre facts på væggen.

Underholdende dystopisk

Seminaret modereres af journalist på DR2 Deadline, Adam Holm, og åbnes af New Zealand’s klimaambassadør Adrian Macey, som vil skitsere selve udfordringerne for COP 15.

Seminaret lukkes af en af verdens førende klimaforskere, og klimarådgiver for den tyske forbundskansler Angela Merkels, Hans Joachim Schellnhuber. Og han er ikke typen, der hvisker beroligende ord i ørerne på tilhørerne.

Da Universitetsavisen tidligere i år interviewede Schellnhuber, tvivlede han på, at menneskeheden overhovedet overlever. Fysikprofessoren fra Potsdam var også blandt de 26 forskere, som for nylig sendte en ’sidste videnskabelig appel’ til verdens ledere.

De globale CO2-udledninger skal falde drastisk inden for 5-10 år, hvis vi skal undgå de allerværste konsekvenser af klimaforandringerne, skrev forskerne. Dommedag er altså inden for rækkevidde, men Schellnhuber profeterer den, om ikke andet, underholdende som få.

Tværfagligt dystopisk

Dagens program er alsidigt og giver en tværfaglig introduktion til klimaproblemerne. Fra fødevarekrise til migration, og fra sikkerhedsproblemer til økonomiske udredninger.

Og fra den naturvidenskabelige del af spektret er der foredrag fra blandt andre John R. Porter og Ole John Nielsen, der modtog Nobels Fredspris som medlemmer af FN’s Klimapanel, samt Katherine Richardson.

Seminaret ‘Climate Change Seminar’ finder sted i Festsalen fra 9.15-15.30. Se hele programmet her og få generel information og tilmeld dig her.

ser@adm.ku.dk

Seneste