Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

KUmmentaren: Med Obama i fredagsbaren

»Ligesom Obamas optræden på Columbia uden tvivl har givet Class ’09 noget at tale om i fredagsbaren, kan en god debat i Fest-salen måske få en økonom og en biolog til at bytte briller og se med nye øjne på klimaforandringernes betydning for Grønland.«

PÅ COLUMBIA UNIVERSITY er Obama, Salman Rushdie og en vis Mr. Rasmussen from Denmark i år en del af studiemiljøet.

På Oxford University kan man om torsdagen nyde en pint i selskab med så forskellige notabiliteter som Cherie Blair og Dalai Lama.

Bortset fra Obama, som rent faktisk er fra Columbias Class ’83, er der ikke tale om en udvidet form for gammel-elev-fest, men derimod om en anden langvarig tradition:

Universitetet som et forum for aktuelle debatter, hvor studerende, forskere og interesserede borgere får mulighed for en direkte debat med gæster fra den politiske verdensscene.

Her på KU behøver vi ikke at være alt for misundelige på Columbia eller Oxfords ’blærelister’ over gæstetalere. Ikke alene har vi haft flere gæsteoptrædener af Mr. Rasmussen from Denmark. Også Helle Thorning-Schmidt, José Barroso, Daniel Cohn-Bendit og britiske ministre som David Miliband og John Hutton har de seneste semestre slået deres folder i Festsalen.

Formålet med det stigende antal arrangementer, både i Festsalen og ude på fakulteterne, er det samme som på Columbia og Oxford. KU skal være et vigtigt forum for samfundsdebat, og vi skal have et godt studiemiljø, der vel at mærke ikke kun drejer sig om studiepladser og trådløst net.

DERFOR AFHOLDER VI Climate Lectures med forelæsere som næstformanden for FN’s klimapanel, direktøren for Vestas og Obamas klimarådgiver.

Og derfor holdt vi for et par uger siden Semester Kickoff for femte gang i samarbejde med Studenterrådet – i år med Lisbeth Knudsen og Jes Stein Pedersen i debat om medier i en krisetid.

Også fakulteterne er aktive på arrangementsfronten. Som når Hum afholder konferencer om det tyske sprog, Samf arrangerer foredragsrækker om EU, eller når de to fakulteter i fællesskab afholder heldagskonference i Festsalen om Asiens brug af ’soft power’. Fælles for arrangementerne er, at de behandler de temaer, som er aktuelle lige nu.

MEN DEN VIGTIGSTE GRUND til at holde KU’s arrangementskalender fyldt er studiemiljøet. Ligesom Obamas optræden på Columbia uden tvivl har givet Class ’09 noget at tale om i fredagsbaren, kan en god debat i Festsalen måske få en økonom og en biolog til at bytte briller og se med nye øjne på klimaforandringernes betydning for Grønland.

Vores fornemmeste formål med arrangementerne er at skabe et spændende miljø, hvor de studerende kan mødes til tværfaglig dialog. De stadigt flere engelske arrangementer betyder måske endda, at også vores mange internationale studerende kommer med i snakken og føler sig som en del af KU.

På en helt almindelig dag modtager vi en lang række af budskaber gennem tv, radio, internet og aviser. Så der er næppe brug for mere information. Men der er brug for et sted, hvor kompleksiteten i vores samfund kan tages under behandling, og hvor de mange informationer kan blive sorteret.

Her kan universitetet noget særligt. Vi kan give tid og plads til den kritiske stillingtagen, til nuancer og til direkte debat mellem borgere og beslutningstagere. Og vi kan medvirke til at gøre forskere og uafhængig forskningsviden mere synlig for det politiske system. KU’s klimakongres i Bella Centeret er bare et eksempel på det.

SAMTIDIG VISER VI, at KU ikke er en by i byen. Vi er for længst ude af elfenbenstårnet og er en del af samfundet. Alle kan være med, når KU deltager med arrangementer på Kulturnatten, eller når Festsalen får besøg af stjerner og forskere som ved den kommende uges OL-arrangement.

Endelig har det selvfølgelig også værdi, at universitetet på den måde bliver kendt i en langt bredere offentlighed, end hvis vi blot talte til og med hinanden.

Og når hundredvis af mennesker tilmelder sig med få timers varsel for at opleve fem udenrigsministre debattere i Festsalen, så er vi kommet et godt stykke længere mod målet om at gøre studiemiljøet endnu bedre og KU til et attraktivt universitet i kvalificeret dialog med omverden.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste