Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

KU?s fodbolddronning

VM står for døren, og selv om det er uden de rød-hvide, har fodboldfeberen alligevel ramt det ganske land. Selv i akademikernes højborg, Universitetsfirkanten på Frue Plads, har der sneget sig en snert at fanatisme ind

Når det handler om fodbold er der én ekspert på Københavns Universitet der slår alle andre.

Én for hvem interessen er så dominerende at hun har svært ved ikke at bruge metaforer fra sportens verden i enhver debat, én der ikke er bleg for at udtale sig til diverse medier om favoritholdet Bayern München, knæskaden der gjorde hende fodboldinvalid og måske kostede hende en karriere i sportens verden som 18-årig, og én som kan få os andre til at forstå hvad der foregår i EU ved at sammenligne med langt mindre komplicerede offside regler.

Prorektor Lykke Friis lægger ikke skjul på sin passion, og mon ikke hun også har en finger med i spillet i arrangementet ‘KU og fodbold i Weltklasse’?

Et arrangement hvor studerende der tager et ophold på et andet europæisk universitet næste semester, skal tale om verden og Europa og se Brasiliens åbningskamp mod Kroatien i VM turneringen. Men hvad har fodbold og udveksling lige med hinanden at gøre?

»Overordnet set handler det om at vi ønsker at skabe en hyggelig og sjov farvelseance for de studerende der skal til udlandet det næste semester.

Og så handler det jo også om at hele VM er en globaliseringsfest. Globaliseringen er kommet for at blive, og derfor er man nødt til at kunne håndtere det. Den bedste måde at lære om globaliseringen er ikke ved at læse en masse bøger om det, men ved at komme ud og opleve det internationale sus, og det er det udveksling går ud på,« siger Lykke Friis.

Fodbold som fristed
Hun byder selv velkommen til fodboldarrangementet, og mon ikke der får lov at snige sig en fodboldmetafor ind i hendes oplæg i dagens anledning?

Hun er i hvert fald kendt for sit meget billedrige sprogbrug, men mener ikke at metaforer fra sportens verden hverken kan eller skal bruges i enhver situation.

»Det ville hurtigt blive anstrengende hvis jeg hele tiden talte i de samme metaforer, men det kan være en god ting – ikke mindst hvis der er en stor begivenhed – at bruge det til at formidle svært stof så udebane bliver til hjemmebane,« slår hun sløjfe på sin egen sætning.

Det kunne derfor lige så godt være sprogbrug med referencer til et kongeligt bryllup eller Tour de France der afhængigt af tidspunktet kunne være med til at sætte streg under et budskab.

Men nu er det altså fodbold og VM der står for døren, og som sagt er fodbold den sport Lykke Friis brænder for.

Hun skal dog ikke selv til Tyskland og overvære nogle kampe live, for hun agter at passe sit job som prorektor hvor der er mere end rigeligt at se til.

Og det kan jo undre nogen at det er netop dette job hun er endt i. Det ville i hvert fald ikke være svært at forestille sig den speedsnakkende autodidakte fodboldekspert som kommentator eller måske endda sportsdirektør i en stor europæisk klub.

»Fodbold er min hobby, og universitet og europæiske forhold er mit job, og det har jeg ikke tænkt mig at fusionere for nu at bruge et af de store ord for tiden.

Jeg tror det er sundt at have noget at koble fra til som ikke har det mindste med arbejdet at gøre, og jeg agter da at ligge på sofaen og glemme alt om Københavns Universitet i 90 minutter nogle gange i den nærmeste fremtid,« afslører hun.

Arrangementet ‘KU og fodbold i Weltklasse’ finder sted i Munkekælderen, Nørregade 10, den 13. juni

Seneste