Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU's ny it-platform klar til at blive bygget på

DIGITAL UDVIKLING – Med den officielle indførelse af det ny studieadministrative system STADS fik Københavns Universitet en ny platform til at få fremtidens it-systemer på otte fakulteter til at spille bedre sammen. I begyndelsen vil det formentlig give mere arbejde på fakulteterne.

Officielt kom Københavns Universitet (KU) med alle otte fakulteter på det samme studieadministrative system den 15. oktober 2010. Systemet hedder STADS, og skal i løbet af det næste års tid erstatte det hidtidige system, FØNIX.

Alle fakulteter på KU og alle universiteter i Danmark, bortset fra Handelshøjskolen i København (CBS), har dermed valgt STADS som deres fremtidige studieadministrative system.

Ændringen sker for at få KU’s arbejde med it og uddannelse til at glide nemmere, sikrere og hurtigere. Forud er gået tre års arbejde mellem KU’s Uddannelsesservice og fakulteterne.

Mere arbejde til at begynde med

Den officielle startdato var mere en officiel markering, end en egentlig overgang til STADS.

Stine Dalgas, specialkonsulent i Uddannelsesservice, forklarer, at overgangen fra FØNIX til STADS vil ske gradvist. Der vil komme flere og flere funktioner til med tiden i STADS, og som med alle nye it-systemer vil der sandsynligvis i begyndelsen være ekstraarbejde med systemet på fakulteterne, og længere svartider på henvendelser.

»Der vil sikkert optræde børnesygdomme på STADS, men vi håber, at vi har organisationen på plads på forhånd. Den omstændighed, at alle otte fakulteter har været med til planlægningen fra starten for tre år siden, er rigtig god. Vi har sørget for tidlig brugerinvolvering,« fortæller Stine Dalgas.

Ikke nogen enkel proces

Ifølge hende har KU ikke tidligere haft et egentligt fundament til at udvikle it på en fremtidssikret måde med hensyn til både data, processer og systemer. Det er KU ved at få nu, men processen er ikke så enkel, som den måske kan lyde.

»Det fremstår måske ikke som noget særligt, men alle fakulteter på KU har for eksempel inden for hvert enkelt forvaltningsområde skullet aftale, hvilke data, der skal registreres og hvordan. Det har været et virkelig omfattende arbejde,« siger Stine Dalgas.

Til gengæld bliver alt arbejdet med it og uddannelse nemmere og sikrere i fremtiden, når først STADS begynder at træde i karakter for alvor. Der vil være en udbygget selvbetjening, hvor studerende for eksempel kan se deres skema eller melde sig til undervisning. Dermed spiller STADS sammen med øvrige it-initiativer for studerende.

Trådløs vision

Visionen er, at de studerende med tiden skal kunne logge sig trådløst på med deres bærbare computere overalt på alle fakulteter og områder på KU.

Rent praktisk skal der være tilstrækkeligt med stikkontakter, og de studerende skal have adgang til alle nødvendige informationer og en udbygget selvbetjening via KUnet.

Alt sammen for at sikre studerende og undervisere en integreret og effektiv understøttelse af uddannelsesopaven.

anfj@adm.ku.dk

Seneste