Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Kvalitetsudvalgets endelige rapport kritiserer regeringen

KVALITET - Mens Kvalitetsudvalgets del-rapporter – især den første – har kritiseret universiteternes prioriteringer, retter den endelige rapport også en del af skytset mod regeringen, som den beskylder for at detailregulere.

Universiteterne er for dårlige til at fremme kvalitet og relevans i undervisningen, og regeringen regulerer de forkerte ting.

Sådan lyder nogle af hovedkonklusionerne i Kvalitetsudvalget endelige rapport, som udkom torsdag.

»Det mest markante problem er, at den centrale styring af uddannelserne er helt på vildspor,« skriver udvalgets formand Jørgen Søndergaard i en pressemeddelelse.

Kvalitetsudvalget forslår i én af deres 10 anbefalinger, at man deregulerer en række områder, for eksempel »centrale regler om uddannelsens indhold, tilrettelæggelse af eksaminer, regulering af internationalisering i uddannelserne og sikring af studiefremdrift«.

Behersket glæde på KU

Umiddelbart vækker udvalgets anbefaling glæde på Københavns Universitet.

Til Politiken udtaler rektor Ralf Hemmingsen, at det er positivt, at kvalitetsudvalget vil »sikre mindre detailregulering i et meget kompliceret styringssystem«.

Både han og prorektor Lykke Friis har tidligere udtalt sig stærkt kritisk om netop regeringens detailregulering af universitetsområdet i forbindelse med efterårets dimensioneringens-opgør, hvor ministeriet fra centralt hold dikterede nedskæringer i antallet af studiepladser. Det er dog i den forbindelse værd at bemærke, at Kvalitetsudvalget ikke kritiserer dimensioneringen, men tværtimod anbefaler en central styring af antallet uddannelsespladser på hele det videregående uddannelsesområde.

Hønen og ægget

Samtidig gentager udvalget ét af sine mest kontroversielle forslag fra den første delrapport, nemlig afskaffelsen af retskravet på en kandidatuddannelse. Fremover skal studerende ikke automatisk kunne fortsætte på deres uddannelses overbygning, når de har bestået bacheloren.

Med forslaget mener Kvalitetsudvalget, at vejen er banet for at lave mere arbejdsrelevante bacheloruddannelser, der spytter dimittender direkte ud på arbejdsmarkedet.

Den holdning deler Ralf Hemmingsen ikke. Allerede tilbage i april, da forslaget fremsattes første gang, fremhævede han, at der pt. ikke findes et arbejdsmarked, som vil aftage bachelorer: »Hvis man gerne vil indføre et bachelorarbejdsmarked, så kræver det en gennemgribende ændring af hele arbejdsmarkedets struktur. Man kan ikke bare sende unge mennesker ud som forsøgskaniner på et højst usikkert bachelorarbejdsmarked.«

LÆS: Kvalitetsudvalgets endelige rapport

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste