Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Lad KUA pop den for dig

FESTIVAL – Programmet for KU's fjerde kunst- og kulturvidenskabelige festival, der i år har temaet POP, begejstrer vores udsendte. Han er vist selv med til at arrangere den. Det er cool med os.

Er du mere til X-Factor end Rilke? Eller mener du, at Monsters Inc. er mest interessant efter en lacaniansk analyse? Uanset hvad, så kan du slæbe jernhesten ud på KUA, hvor dette års IKK festival vil gøre dig klog på populærkultur.

Festivalen, der er gratis, har eksisteret i tre år, og den er et forsøg på at åbne instituttet for omverdenen og øge samarbejdet mellem de forskellige fag på stedet.

Tilgængelig for alle

Selv om du ikke er fuldstændig velbevandret i æstetikteori, kan du stadig få et godt udbytte af programmet, der spænder bredt.

»Programmet har prioriteret de skarpeste forskere til at tale om forskellige emner, der er kulturelt relevante. Men på en måde, hvor de fleste mennesker kan få noget ud af det,« siger kunsthistoriestuderende Mia Tine Bowden Christiansen, en af hovedkræfterne bag festivalen.

Paneldebat og fest

Et af højdepunkterne finder sted fredag eftermiddag, når fire hardliners i dansk kulturliv: Morten Hesseldal, Claus Ladegaard, Knud Romer og Peter Duelund stilles op ved et langbord til paneldebat om Public Service. Debatten er modereret af Adrian Lloyd Hughes, kendt fra Smagsdommerne på DR2.

Traditionen tro afsluttes festivalen med en stor fest fredag aften, hvor du kan smide din røv rundt i en lydcollage af pophits.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste