Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Landsretten skal afgøre, om KU-lektor er tosset

TOSSE? - Efter to års våbenstilstand, bliver det afgjort i landsretten, hvorvidt 9/11-skepticisme er tosset. Lektor emeritus og kendt 9/11-skeptiker Niels Harrit er klar til kamp mod journalisten Søren K. Villemoes, der har kaldt Harrit for tosse.

Østre Landsret indledte torsdag den 12. marts retsforhandling om hvorvidt det er i orden at kalde en 9/11-skeptiker tosset. Lektor emeritus på Københavns Universitet Niels Harrit, kemiker-by-day, 9/11-skeptiker-by-night, siger nej og præsenterede derfor beviser i retten for at understøtte sin alternative teori om, hvordan det tredje tårn i World Trade Center (WTC) 7, kollapsede.

Sagen er en genoplivet og opskaleret version af en injuriesag, som Niels Harrit i 2013 rejste og tabte til journalisten Søren K. Villemoes fra Weekendavisen (WA) og hans ansvarshavende redaktør Anne Knudsen.

»Skal vi have en planche med kreationistisk plattenslageri op at hænge inde på en af Danmarks fineste oplysningsinstitutioner? Hvorfor ikke bare invitere Niels Harrit og de andre tosser fra 9/11-skeptikermiljøet ind, nu vi er i gang? Hvad med Holocaust-benægtermiljøet?« skrev Søren Villemoes i WA i forbindelse med en udstilling på Det Kongelige Bibliotek om det armenske folkemord. Anledningen var, at den tyrkiske ambassade havde fået lov til at hænge en planche med en tekst, der benægtede folkemordet, op.

I 2013 vurderede Københavns Byret, at havde lov at skrive, som han gjorde, og Harrit måtte betale sagsomkostninger på 15.000 kroner. Men der blev ikke taget stilling til den egentlige kerne i sagen: er Niels Harrits teorier tossede?

Sølvpapirshjelm og poser med støv

I sidste omgang fik Niels Harrit ikke lov til at præsentere sin bevisbyrde. Men han har nu anket sagen til landsretten og fremlagde 12. marts materiale for at understøtte sin teori om, at kontrollerede detoneringer i WTC 1, 2 og 7’s fundamenter lå til grund for deres sammenstyrt.

Begge parter har inden retssagen meldt sig kampklar:

»Spænder sølvpapirshjelmen og gør mig klar til det endelige showdown i tosse-gate mellem Niels Harrit og overtegnede i morgen i Landsretten. Jeg kan næsten ikke vente på at høre om ståls smeltetemperatur,« skrev Søren K. Villemoes onsdag den 11. marts på Facebook.

Niels Harrit har fået crowdfunding til sagsomkostningerne og præsenterer blandt andet en højopløsningsversion af nedenstående video og en støvprøve, der efter sigende blev taget få dage efter 9/11.

[video:http://www.youtube.com/watch?v=LD06SAf0p9A width:525 height:380 align:center]

»Jeg tager en prøve med støvpartikler med og trækker en magnet over plastikposen. Den resulterende sorte rand på magneten er jernsfærer, og dette er unikt for WTC støv,« siger han. Dette indikerer, at støvet indeholder nanotermit, et sprængstof, hvis kemiske reaktion skaber temperaturer så høje som 2.500 grader – nok til at smelte bærende stålsøjler,« siger Harrit.

Derudover støttes Niels Harrit af to ekspertvidner, deraf en af hans tidligere kritikere, Per Hedegård, professor i teoretisk faststofffysik ved Niels Bohr Institutet. Hedegård har kigget på Niels Harrits data og støtter ham nu, siger Harrit.

Harrit bakkes tilsyneladende også op af arkitekten Jan Utzon, søn af Jørn Utzon, der siger at en stålstruktur-skyskraber af WTC-typen aldrig tidligere er styrtet sammen grundet en brand.

Niels Harrit er sin egen advokat i sagen, og han er optimistisk: »Hvis de dømmer efter loven, vinder jeg. Ytringsfriheden er ikke uden grænser.«

Tilføjelse 13/3: Læs University Posts reportage fra retssalen her

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste