Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Langsomme studerende mister tilskud til transport

ØVRIGE MEDIER - Mister du retten til SU, mister du også retten til tilskud til transport - Studerende tilbyder sofaen til husvilde medstuderende - Nogle gange er fjerdeprioriteten det rigtige sted at begynde - Rekordoptag presser universiteter - Her kan studerende spare, og her må de aldrig spare - Politik: Sig noget absurd og få taletid - Sidste udkald: Løb DHL-stafet med dine KU-kolleger 30. august.

Langsomme studerende mister retten til billig transport

Mister man retten til SU, mister man også retten til tilskud til den kollektive transport. Dermed fordyres transportudgifterne, og det sker, når den studerende er mere end 12 måneder forsinket med sit studie. Så falder hammeren dobbelt: Både SU og tilskud til transportudgifter falder bort, skriver MetroXpress.

Studerende tilbyder sofaen til husvilde medstuderende

Studerende, der står uden bolig ved studiestart, kan nu blive matchet med studerende, der har plads på sofaen i eget hjem. Tilbuddet gælder dog kun i Århus, hvor Studenterrådet står bag initiativet Studentcouch.dk, der lanceres i denne uge, skriver Dr.dk.

Nogle gange er fjerdeprioriteten det rigtige sted at begynde

For den nystartede universitetsstuderende Anne Vogel rakte karaktererne hverken til studiestart på hendes første, anden eller tredje prioritet. Hun endte i stedet med fjerdevalget: engelsk. Det gjorde lidt ondt, men efterhånden har hun dog fundet ud af, at det ikke var jordens undergang, at hun ikke kom ind på sin førsteprioritet, siger hun til MetroXpress.

Rekordoptag presser universiteter

Der var pladsproblemer på universiteterne allerede sidste år, og med rekordoptagene i 2013 frygter Jakob Ruggaard, formand i Danske Studerendes Fællesråd (DSF), at universiteterne ikke kan følge med, skriver Altinget.dk (kræver login). Jakob Ruggaard peger også på, at taxameterpengene bliver beskåret med to procent hvert år. Formand for Rektorkollegiet og rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede, erkender, at universiteterne havde problemer med de fysiske rammer sidste år, men siger samtidig, at universiteterne er bedre forberedt i år.

Her kan studerende spare og her må de aldrig spare

En studerendes sværeste opgave er at finde en god bolig til en rimelig husleje, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehman Erichsen. 84 procent af de uddannelsessøgende mellem 18 og 29 år lykkes dog med at få enderne til at mødes i deres budget, skriver MetroXpress, der også bringer fem spareråd til studierne og tre råd til, hvor studerende aldrig må spare.

Politik: Sig noget absurd og få taletid

Det er som om, at det er en kvalitet i sig selv, at man optræder meget konfronterende over for hinanden i medierne, siger Christian Kock, der er retorikforsker og professor ved Københavns Universitet. Politikerne skal have deres budskaber ud, og i dag sker det ofte i skarpe udvekslinger, og det kan være et problem for samfundet, når der sker en fokusforskydning fra argumentet til det subjektive og følelsen, skriver Dr.dk.

Sidste udkald: Løb DHL-stafet med dine KU-kolleger 30. august

Løb DHL-stafetten sammen med 2.500 af dine kolleger på Københavns Universitet. Det er snart ved at være sidste chance for tilmelding, men den hidtidige rekord på 2.140 tilmeldte KU-løbere vil helt sikkert blive slået i år, forlyder det på Kunet.dk (kræver login).

anfj@adm.ku.dk

Seneste