Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Forsker: Lav de hårde naturvidenskabelige uddannelser om - Rektor: APV giver stof til eftertanke - Børn vælges til og fra i laboratorier verden over - Forsker: Nogle eliter kan godt undværes.
Den første del af de teknisk-naturvidenskabelige uddannelser på universiteterne bør laves grundlæggende om, så uddannelsernes relevans bliver tydelig tidligere i studieforløbet. Det siger postdoc Henriette Tolstrup Holmegaard fra Institut for Naturfagenes Didaktik på KU. De unge bliver i dag frustrerede over studier, der virker verdensfjerne og rigide, afslører en undersøgelse som blandt andre Henriette Holmegaard har gennemført. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet International Journal of Science Education.
Arbejdspladspladsvurderingerne (APV) har givet stof til eftertanke hos KU’s ledelse. Rektor Ralf Hemmingsen vil, på baggrund af årets APV, styrke den interne inddragelse og kommunikation på KU, skriver KU’s intranet. Selv om hele 82 procent af de KU-ansatte er tilfredse med deres job som helhed, så mener 38 procent, at det ikke er tydeligt, hvor beslutninger, som har betydning for deres arbejde, er truffet.
Der er opstået et helt nyt etisk spændingsfelt, idet man i dag i laboratorier kan vælge børn til og fra. Det siger postdoc Ayo Wahlberg, Institut for Antropologi ved KU, der har været med til at arrangere en tre-dages konference om selektiv reproduktion med deltagelse af over 100 andre antropologer og samfundsforskere fra hele verden. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Der er nogle eliter, som Torben Beck Jørgensen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved KU, godt kan undvære. Særligt får lederne et skud fra boven i et indlæg i Politiken. Torben Beck Jørgensen skriver blandt andet, at de fagligt professionelle er blevet til et personale, der skal passe deres dont, mens de minglende, netværkende ledere som bibelske græshoppesværme shopper rundt fra organisation til organisation for at skabe opmærksomhed omkring sig selv, for at øve sig omkostningsfrit, og for at føje nye bedrifter til CV’et – hver gang efterladende en masse affald og uløste problemer.
Politiken, Kultur, side 7, onsdag 13. december 2012.