Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Lederlønninger er ikke urimelige

LØN 3 - Jens Oddershede, talsmand for Danske Universiteter og selv rektor, mener ikke, at universitetsledelserne er overbetalte, når man tænker på ansvaret og størrelsen af de budgetterne, de administrerer

Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet og talsmand for Danske Universiteter, er med en årsløn på lige under 1,3 millioner kroner en af landets absolut dårligst lønnede rektorer.

Han ønsker ikke at sammenligne sin egen løn med de højere lønnede kolleger, men generelt mener han ikke, at universitetsledelsernes hyre er en krone for stor.

»Vi bliver ikke ligefrem oversvømmet med ansøgere til vores lederstillinger, så der er intet, der tyder på, at det er særligt attraktivt at være leder på et universitet. Jeg mener ikke, at lønnen er særligt høj, når man tænker på størrelsen af budgettet og det ansvar, der følger med,« siger han.

Under politisk pres

Jens Oddershede mener, at universiteterne både skal orientere sig mod det private og offentlige arbejdsmarked, når de fastlægger lønniveauet.

»Vi er en offentlig institution, men vi har efterhånden også rigtig mange relationer til det private erhvervsliv. Jeg mener, at forventningerne til en rektor er større end til mange andre offentlige chefer, og derfor skal lønnen også være højere. Der er blandt andet et stort politisk pres på universiteterne for at bringe Danmark videre som højteknologisk nation, så vi har noget at leve af i fremtiden,« siger Jens Oddershede.

clba@adm.ku.dk

Seneste