Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

March for Science: Gå 4 kilometer for videnskaben

Protest — Sidste år demonstrerede 5.000 mennesker for videnskaben i København, da March for Science tog sine første skridt i næsten 600 byer verden over. I år gentager de bekymrede videnskabs-entusiaster protesten.

Sidste år gik over en million bekymrede videnskabsfolk, -entusiaster og ganske almindelige borgere på gaden verden over for at støtte op om videnskaben og dens betingelser, som de anså for truet. Det gør de stadigvæk – og derfor løber March for Science igen i år af stablen i flere hundrede byer verden over.

March for Science KBH

Tid: Den 22. april kl. 13 – 16

Sted:  Starter ved Niels Bohr Instituttet på hjørnet af Blegdamsvej & Frederik V’s Vej. Marcherer gennem byens gader til Julius Thomsens Plads foran indgangen til Forum.

Folkene bag og i March for Science kræver, at de folkevalgte og deres embedsmænd lever op til deres ansvar for at vedtage evidensbaseret politik, der beskytter vores natur og byer og er til samfundets fælles bedste. De mener, at vi lever i en tid med bekymrende tendenser fra verdens ledere til at modsætte sig videnskabelig konsensus og begrænse videnskabelige opdagelser.

Derfor arrangeres to danske protester igen i år – i henholdsvis Aarhus og København. Demonstrationen i København foregår den 22. april fra klokken 13.00 – 16.00 og er en march fra Niels Bohr instituttet til Julius Thomsens Plads med taler ved både start- og endedestinationen. Arrangementet skal råbe politikerne op og minde dem om at føre videnskabeligt forankret politik, og så er marchen også en hyldest til videnskaben og dennes enorme bidrag til vores demokrati, økonomi og dagligdag.

Der er allerede arrangeret mere end 200 internationale satellit-events i forbindelse med den anden årlige March for Science.

Du kan finde Facebook-begivenhed for March for Science København 2018 her.

Seneste