Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Masteruddannelser dumper på stribe

NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Masteruddannelser dumper på stribe - AU følger seks studiestartere online - Akademikere skuffede over regeringens ungepakke - 30 minutters motion er nok.

Masteruddannelser dumper på stribe

De danske universiteters masteruddannelser dumper langt oftere i kvalitetskontrol sammenlignet med de almindelige bachelor og kandidatuddannelser, viser et notat fra akkrediteringsinstitutionen ACE Denmark. Notatet afslører også, at næsten en tredjedel af 42 undersøgte masteruddannelser ikke lever op til kravene. Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil nu kigge systemet efter i sømmene, skriver Altinget.dk. Dog siger AC og Akkrediteringsrådet, at en (master)uddannelse ikke nødvendigvis er dårlig, bare fordi den er dumpet i kvalitetskontrollen. Man kan nemlig slet ikke sammenligne dem med de kandidatuddannelser, som de måles op imod.

AU følger seks studiestartere online

Aarhus Universitet (AU) opruster i kampen om at fortælle om studielivet. Seks ud af AU’s 1.600 nye studerende fra de tekniske og naturvidenskabelige fag bliver i morgen udstyret med kamera og mikrofon. De vil gennem storify-fortællinger beskrive mødet med både de nye holdkammerater og om studielivet på de forskellige institutter, skriver Jyllands-Posten. Torsdag og fredag fortæller de videre om deres rusuge, og alle oplevelserne deles på hjemmesiden for AU’s Science And Technology fakultet.

Akademikere skuffede over regeringens ungepakke

Hos blandt andre Akademikernes Centralorganisation (AC) er man ikke imponeret over regeringens såkaldte ungepakke til 635 millioner kroner. Regeringen skal sætte flere sejl til i forbindelse med problemerne med de unges arbejdsløshed, lyder det fra landets akademikere, skriver Avisen.dk

30 minutters motion er nok

Forskere på KU har nu vist, at 30 minutters daglig træning giver et lige så effektivt tab af vægt og fedtmasse som en hel times daglig motion. Resultaterne er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Physiology, skriver KU i en pressemeddelelse på nyheder.ku.dk.

Seneste