Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
NARKOFUND - En ansat på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet er sigtet for at have opbevaret 13,8 kg brun heroin på sin arbejdsplads.
En ansat på Københavns Universitet er onsdag den 11. januar fremstillet i grundlovsforhør ‘in absentia’ og for lukkede døre i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling.
Sagen handler om 13,8 kilo brun heroin, som politiet fandt den 4. januar på den 64-åriges arbejdsplads på Østerbro.
Fakultetsdirektør Marianne Lone Rønnebæk oplyser til University Post, at det drejer sig om en medarbejder, der har sin gang i August Krogh Bygningen.
Ifølge Universitetsavisens oplysninger er vedkommende ansat i driftsafdelingen på stedet.
Han var ikke ikke til stede i byretten, da han sidder fængslet i Tyskland i en anden sag om ulovlige stoffer.
Han blev taget med 483 gram kokain under en politikontrol i Dortmund den 10. december sidste år.
Sigtelsen lyder på besiddelse af ulovlige stoffer med henblik på videresalg.
Retsmødet i Københavns dommervagt foregik bag lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning af narkosagen.
Lederen af narkosektionen Steffen Th. Steffensen vil derfor ikke kommentere selve narkosagen.
»Jeg kan bekræfte, at formålet med retsmødet var at få en fængslingskendelse, så vi kan få vedkommende udleveret. Men ellers har jeg ingen kommentarer,« siger politikommissær Steffen Th. Steffensen til Ekstra Bladet.
clba@adm.ku.dk