Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Medarbejdere og studerende får nyt KUnet til juli

Intranet — Til juli lanceres KUnet version 2.0. Det nye intranet der har været tre år undervejs, er optimeret til mobil, har forbedret søgefunktion og så kan man dele opslag på Facebook.

Med omkring 50.000 slutbrugere, 4.500 portaler og grupperum og mere end 2Tb data (svarende til 20 millioner A4-sider), er det ikke en ukompliceret opgave at opgradere det nuværende KUnet til et nyt system.

Men efter tre års planlægning i et projektteam på tværs af KU’s it-afdeling og kommunikationsafdeling i samarbejde med it-firmaet Delegate er det nye, forbedrede KUnet klar til at blive lanceret den 1. juli i år. Systemet bliver opgraderet fra en gammel Microsoft SharePoint-platform fra 2007 til den nyeste version fra 2016.

Bedre søgefunktion

De første redaktører fik adgang til platformen i februar og har nu arbejdet en del med den. De største ændringer for brugerne er bedre søgemaskinefunktion og at KUnet nu er optimeret til mobil, hvilket det gamle ikke er.

Brugerne vil mærke, at søgemaskine-funktionen er bedre, og at de kan anvende intranettet på mobilen

Vicedirektør for kommunikation Jasper Steen Winkel

»Som udgangspunkt tror jeg ikke, at brugerne opdager så meget. Vi flytter fra en gammel platform til en ny og mere moderne. Brugerne vil dog forhåbentlig lægge mærke, at søgemaskinefunktionen er bedre, at de kan anvende intranettet på mobilen og at vi sammen med studievejlederne har lavet et helt nyt koncept for uddannelsessiderne rettet mod de studerende. Og så har vi gjort det til en mere social platform, så folk kan dele opslag på Facebook,« siger Jasper Steen Winkel, der er vicedirektør for kommunikation på KU.

Han understreger, at KUnet i første omgang lanceres i en betaversion. Det er KU’s it-afdeling, der får ansvar for at holde KUnet teknisk kørende.

»Det svarer til at der udskiftes et bookingsystem i lufthavnen. KUnet integrerer mange forskellige systemer og data på tværs af KU. Derfor har det været en omfattende opgave at opgradere systemet. Der vil være fejl i starten, og dem vil vi rette i takt med at vi finder dem,« siger Jasper Steen Winkel.

Seneste