Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Medicinsk Museion vinder pris til udstilling om tarmbakterier

FORMIDLING - KU's medicinske museum modtager Bikubenfondens udstillingspris på tre millioner kroner til en tankevækkende tværfaglig udstilling.

Københavns Universitets medicinske museum, Medicinsk Museion, er den 22. januar udpeget som vinder af Bikubenfondens udstillingspris Vision 2015. 46 museer deltog i opløbet, men Medicinsk Museion løb med prisen til den planlagte udstilling med titlen Mind the Gut.

Mette Marcus, der er projektchef hos Bikubenfonden, siger om valget:

»Idéen om at ville samtænke præsentationen af ny viden med et æstetisk og sansemættet formidlingsgreb er et visionært bud på at skabe et anderledes refleksionsrum. Der er en aktuel relevans i udstillingsidéen i forhold til at ville præsentere den seneste forskning vedrørende betydningen af mavens bakterier for hjernen, og samtidig synliggøre det særlige felt inden for samtidskunsten, som bio-art udgør. Vi anser Mind the Gut for at være en nytænkende udstillingsidé og ser frem til, at den realiseres i foråret 2017.«

Fornyelsen følger af tværfagligheden

Den kommende udstilling vil kombinere kunst, kulturarv og den nyeste biomedicinske forskning om tarmbakteriers samspil med hjernen, idet den produceres i tæt samarbejde mellem Medicinsk Museion, inviterede bio-kunstnere, og forskere ved NNF Center for Basic Metabolic Research, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

»Jeg synes det er meget visionært af fonden at give prisen til et udstillingskoncept som overskrider den fasttømrede opdeling mellem kulturhistoriske, naturhistoriske og kunstmuseer, som museumsverdenen traditionelt opererer med,« siger Medicinsk Museions museumschef Thomas Söderqvist.

»Vi bliver nødt til at arbejde på tværs af de kategorier for at videreudvikle museerne,« mener museumschefen, der også er professor i medicinhistorie ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

gbg@adm.ku.dk

Seneste