Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK MANDAG - Mette Frederiksen: Ikke vigtigt om akademikere arbejder i Netto eller ej - Mette Frederiksen fortørnet over unge akademikeres indstilling - Forsker: Akademikere skal ikke jobbe i Netto - Enhedslisten: Vanvittig skældud af akademikere - Akademikerformand: Mette Frederiksen aner ikke, hvad hun taler om - Større udveksling mellem universiteterne og officersuddannelsen - Miniportræt af fremtidsforskeren Rolf Jensen.
Det er alligevel ikke vigtigt, om unge, arbejdsløse akademikere sidder bag kassen i en Nettobutik, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Politiken. I stedet skal de rustes bedre til arbejdsmarkedet, siger hun, efter at have været udsat for voldsomme protester på grund af sine tidligere udtalelser om, at nyuddannede akademikere skal arbejde i Netto.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) beder, i Jyllands-Posten, nye kandidater om at tage sig sammen, inden de går ud i ledighedskøen efter uddannelsen, og hun er fortørnet over, at de nyuddannede kræver kurser på jobcentret i at begå sig på arbejdsmarkedet.
Efter at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i lørdags sagde, at unge akademikere skal tage job i Netto, siger en arbejdsmarkedsforsker nu, at der er slet ikke er noget job for akademikere at få i Netto, og arbejdsmarkedsforskeren kalder Mette Frederiksens melding for politisk og grotesk, skriver Politiken.
Enhedslisten mener, at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sparker på folk, der i forvejen ligger ned, efter en opsang til unge akademikere om bare at tage sig sammen, hvis de vil have et job. Det skriver Berlingske.
Formanden for Magisterforeningen, Ingrid Stage, er vred på beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) efter ministerens udmelding om, at nyuddannede akademikere bare skal begynde at arbejde i Netto. Ingrid Stage mener ikke, det skal være meningen, at akademikere skal tage jobbene fra ufaglærte, der vil arbejde i Netto.
Forsvarsministeren vil modernisere forsvarets ledelse. Et af midlerne skal være større udveksling mellem officersuddannelsen og universiteterne, skriver Jyllands-Posten. (En anden mulighed ville være at lade officerer arbejde en periode i Netto, men det foreslår artiklen ikke).
Han blev verdensberømt, da han forudså, at vi lader hjertet råde, når vi svinger Dankortet. Mød fremtidsforskeren Rolf Jensen i et interview i Jyllands-Posten.