Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Minister afviser brugerbetaling

DEMENTI - Charlotte Sahl-Madsen var klar i mælet, da hun forleden afviste brugerbetaling som en mulighed på danske uddannelser.

Diskussionen om brugerbetaling på danske uddannelser var et evigt tovtrækkeri mellem forhenværende videnskabsminister Helge Sander (V) og landets studerende.

Sander hævdede på sin side, at han gentagne gange havde afvist at indføre brugerbetaling – på ordinære uddannelser, som han tilføjede. Og netop denne tilføjelse blev de studerende på deres side ved med at slå ned på.

For den åbnede muligheden for at indføre obligatoriske ekstrakurser med opkrævning, og for brugerbetaling på særlige uddannelser som Erasmus Mundus-programmet, hævdede de studerende.

Ingen tilføjelser

I fredags den 8. oktober besøgte den nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) Dansk Magisterforening til konferencen Follow the Money.

LÆS: Minister erkender ansvar for overdreven administration.

Og her var hun mere klar i mælet end sin forgænger. Universiteterne mangler penge og skal vænne sig til, at ikke alle midler skal komme fra statskassen, indledte Sahl-Madsen.

»Men jeg vil meget gerne udelukke én finansieringskilde, og det er brugerbetaling. To universitetsrektorer har meldt ud, at de er for idéen om brugerbetaling. Det er jeg ikke. Det er ikke en vej, vi skal gå,« sagde ministeren. Vel at mærke uden tilføjelser.

Studerende holder stadig øje

Louise Lipczak, der er aktiv i Studenterrådet ved Københavns Universitet, og som også var til stede ved konferencen, tog godt imod ministerens udmelding.

»Det er glædeligt, at ministeren afviser brugerbetaling, og jeg forventer også, at hun mener det. Hun virker mere afvisende over for brugerbetaling, end Sander gjorde,« siger Louise Lipczak, der dog endnu ikke vil begrave Studenterrådets kampagner mod brugerbetaling.

»Vi ser stadig en stigende skjult brugerbetaling, for eksempel i form af undervisningsmaterialer og krav om, at man skal have en computer. I udlandet indfører man mange steder brugerbetaling, og vi er nødt til stadig at holde øjnene åbne for at undgå, at man i Danmark forsøger at indføre brugerbetaling ad bagdøren.«

ser@adm.ku.dk

Seneste