Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Mulighederne skal være synlige

KANDIDATTILMELDING - Ved at have en fælles, koordineret tilmelding til kandidatuddannelserne får vi synliggjort nogle valgmuligheder, som ikke alle i dag er opmærksomme på

EN UNIVERSITETSUDDANNELSE er ensbetydende med fem års studier uden stop. Sådan ser mange danske studerende på det. Men faktisk er systemet opbygget af tre års bacheloruddannelse og to års kandidatuddannelse.

I dag skal bachelorstuderende kunne fortsætte på mindst én relevant kandidatuddannelse. Nogle gange er flere kandidatuddannelser relevante for en studerende.

De muligheder ønsker jeg, at flere unge bliver opmærksomme på. Det kan eksempelvis være, at en franskstuderende med fordel kan tage kommunikation på kandidatuddannelsen, eller at en biologistuderende finder ud af, at et andet universitet har specialiseret sig i en særlig retning.

DET ER DERFOR MIN hensigt, at der snarest bliver etableret en fælles, koordineret tilmelding til universiteternes kandidatuddannelser. Det indebærer flere fordele:

For det første bliver muligheden for at vælge en kandidatuddannelse med en anden faglig retning og på et andet universitet det mere synligt for alle bachelorstuderende. Det bliver mere enkelt at skabe sig et overblik over mulighederne på en central hjemmeside.

For det andet vil det være muligt samtidigt at prioritere flere kandidatuddannelser i én ansøgning og dermed sikre sig, at man kommer i gang med en kandidatuddannelse med det samme. I dag medfører forskellige frister og procedurer en risiko for, at man spilder tid, hvis man ikke kommer ind på den kandidatuddannelse, som man havde som første prioritet.

For det tredje vil én samlet ansøgningsprocedure sikre, at alle ansøgere får besked om optagelse eller afslag i ordentlig tid inden studiestart, så de har bedre mulighed for at indrette sig praktisk.

LIGE NU HAR ALLE bachelorstuderende retskrav på at blive optaget på den kandidatuddannelse, der ligger i umiddelbar forlængelse af de første tre år. Det retskrav bliver der ikke rørt ved!

Men ved at have en fælles, koordineret tilmelding til kandidatuddannelserne får vi synliggjort nogle valgmuligheder, som ikke alle i dag er opmærksomme på.

I samarbejde med alle otte universiteter går Videnskabsministeriet nu i gang med at vurdere mulighederne for at indføre en fælles, koordineret tilmelding til kandidatuddannelserne. Jeg forventer, at der ligger en anbefaling fra denne arbejdsgruppe i det nye år.

Seneste