Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Musik til de fyrede

FYRINGER - Det er ikke rart at miste gode kollegaer, fordi KU skærer ned. Nogle farer i blækhuset; andre rækker ud efter guitaren

Pete Burke er grafiker. Han står for at udvikle Københavns Universitets visuelle identitet. Life’s fine hest, fakultetets symbol – den har Pete Burke tegnet.

Da KU’s fællesadministration afskedigede 16 medarbejdere og indgik aftale med ni andre om aftrædelse, rørte det Pete Burke og hans kollegaer. Men mens Universitetsavisen modtager stakkevis af læserbreve om fyringerne rundt om på KU, så er Burke den eneste, som har formuleret sine følelser i strengeform.

Find video med musikken nederst i denne artikel.

Den ubehagelige fornemmelse af lettelse og skyld

»Efter en deprimerende dag i afdelingen, hvor alle var ejendommeligt stille om hele sagen, gik jeg hjem, mens jeg på en og samme tid følte mig lettet over, at det ikke var mig, men samtidig ‘skyldbevidst’ over at være blevet ‘skånet’,« siger Pete Burke.

»Jeg var også ked af, at en af mine kollegaer – og så mange andre i Fællesadministrationen – var blevet fyret med et slag.«

»Det ramte mig vel også psykologisk, fordi jeg ved, hvordan det føles at få sparket. Mine to tidligere job i den private sektor endte med, at jeg mistede min stilling på grund af ‘ulykkelige økonomiske omstændigheder’,« fortsætter Pete Burke. »Så jeg ved, hvordan det føles, jeg har taget turen, baby, og det er værre end den kombinerede fornemmelse af et spark i nosserne og en kniv i ryggen.«

Musik som terapi

»Anyway, hjemme igen følte jeg mig low and blue, nedtrykt og vred. Jeg satte mig med min guitar og spillede det, der kom fra hjertet. Det blev en idé til en sang. En sørgmodig melankolsk fingerpicking-melodi. Jeg optog det i Photo Booth på min MacBook og lagde det på Facebook med titlen Ice Queen.«

»Så hvorfor en sang og ikke et brev? Nogle gange kan en sang, en enkel melodi, bringe dig i en følelsesmæssig tilstand, hvor ord ikke fungerer, er unødvendige. Musikken bliver en slags healing, en form for terapi, som giver følelserne frit løb – et råb, et primalskrig.«

[video:http://www.youtube.com/watch?v=BRgFBZMKJq4 width:525 height:380 align:right]

Seneste