Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Musikalsk motion til hjernen

OVERSPRINGSHANDLING - Rejs dig, du lade lektielæser, log dig af Facebook og effektiviser dine overspring. Stik hørebøfferne i maskinen, tag et par trin på stedet og forfrisk din hjerne med årtiets 15 bedste musikvideoer

Efter Facebooks kolonisering af cyperspace, er ’overspringshandling’ blevet mere end blot et ord og en guilty pleasure for lektielæsere. Det er blevet en hel kultur.

Men over-, og krumspring kan antage forskellige varianter under en eksamenslæsning og opgaveskrivning, og de kan i den rette udformning være med til at give tiltrængt vitamin til hjernesvingningerne.

Og hvor Facebook er så næringsrigt for din kreative læringsproces som en håndfuld pastelfarvede skumfiduser, vil Universitetsavisen gerne pushe 15 overspringshandlinger, der booster dig som ren råkost. Planket fra musikmagasinet Soundvenue.

Fællesdans på læsesalen

Soundvenue ser tilbage på det forgange årti og har håndplukket de efter bladets mening 15 bedste musikvideoer fra 00’erne. Og her er inspiration for enhver smag.

Her er garagerock og farverige Lego-konstruktioner med The White Stripes for de designmæssigt anlagte, og her er Arcade Fire parret med Sergio Leone-spaghettiwestern for filmbøfferne.

Businessfolket og økonomerne kan bruge OK Go’s low budget video som eksempel på, hvordan viral markedsføring kan skaffe et ungt band 41 millioner klik på Youtube.

Og så kan hele læsesalen, høj som lav, stensikkert profitere af at lægge hjernen i blød i MGTM’s psykedeliske farver, og af at vride hofterne i takt til Christopher Walken i Fatboy Slims video. Link løs til vennerne, som vi linker til Soundvenue her. Det er til alles bedste.

ser@adm.ku.dk

Seneste