Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Så er der indflytningsfestival på Søndre Campus

Fest — Studerforeningerne på Jura fejrer indflytningen i de nye lokaler på Amager med en uges festival, der skal styrke fællesskabet blandt de studerende. Kulminationen: En stor fælles fredagsbar med de nye naboer fra Teologi og IVA.

Det Juridiske Fakultet har siden ruder konge var knægt haft deres dagligdag i ældre, pletvis charmerende bygninger i indre København. Nu er de jurastuderende flyttet i det spritnye KUA3-kompleks på Søndre Campus, hvor de skal have en dagligdag med de studerende fra Teologi og Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA) – for ikke at nævne alle humanisterne i de omkringliggende bygninger.

Det skal nu fejres med en indflytningsfestival. Studenterforeningerne på Jura står bag bag festlighederne, som starter 6. marts og slutter med en stor, fælles KUA3-fredagsbar den 10.

Store ambitioner

Stefan Weinschenck er en af idémændene bag indflytningsfestivalen på Søndre Campus. På mail forklarer han, hvad studenterforeningerne ønsker, at festivalen skal gøre for de studerende:

Du kan få en snak med Juridisk Skytte- og Jagtforening og deltage i digital lerdueskydning i deres store indendørs skydetelt.

»Vi håber, at de studerende vil bruge festivalen til at få nye oplevelser og et nyt syn på dét at være studerende på KU. Studenterforeningerne er en vigtig del af studiet, og det er med til at skabe et godt miljø, hvor de studerende engageres i deres studie. Derfor kan festivalen være med til at skabe et nyt og bedre studiemiljø, som vi ønsker på vores nye campus,« skriver Stefan Weinschenck.

Skyd en digital due

De ambitiøse mål skal nås med et fem-dages festivalprogram, der bliver skudt i gang mandag kl. 14 af Juras dekan – featuring gratis kaffe og skønt kormusik.

Efter dette vil der i ugens løb være en masse forskellige faglige og sociale arrangementer. Du kan få en snak med Juridisk Skytte- og Jagtforening og deltage i digital lerdueskydning i deres store indendørs skydetelt. Eller, hvis du har mod på lidt faglig tyngde, droppe forbi Foreningen Arguments paneldebat om menneskerettigheder og Danmarks forhold til internationale konventioner – eller et af de mange oplæg og debatter om blandt andet, vi nævner i flæng, praktik i udlandet, iværksætteri eller Grønlands rolle i Danmarks muligheder for at påvirke USA.

Flyer til Indflytningsfestival

Flyer for indflytningsfestivalen, der arrangeres af Juras studenterforeninger

Er du måske mere til popcorn og hygge, inviterer ELSA (foreningen for internationale studerende på Jura) til movienight. Både internationale og danske studerende er mere end velkomne.

Generelt vil der hver dag efter kl. 18 være sociale arrangementer – herunder også en vinsmagning og en NBA-aften- før indflytningsfestivalen slutter af med et brag af en fest. Jura, Teologi og IVA har valgt at holde en stor fælles fredagsbar for at fejre indflytningen (og forårets komme). Det kommer til at foregå i de respektive studiers fredagsbarer – JD, Teobar og Hjorten – der alle åbner kl. 16.

Læs mere om indflytningsfestivalen og se hele progammet her.

Seneste