Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Nekrolog over docent, dr.odont. Ib Paul Sewerin

Mindeord — En ildsjæl inden for tandlægefaget og den odontologiske forskning er ikke blandt os mere. Docent, dr.odont. Ib Paul Sewerin er død, 84 år.

Docent, dr.odont. Ib Paul Sewerin er død, 84 år.

Ib Sewerin dimitterede som tandlæge i 1957 og arbejdede i størstedelen af sin karriere som forsker og underviser på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet, hvor oral radiologi var hans område.

Sideløbende med indsatsen på Tandlægeskolen var Ib Sewerin fra 1964 til 1995 primus motor i det største efteruddannelsesarrangement herhjemme for tandlæger. Arrangementet gik i Ib Sewerins periode under navnet Januarkursus, og op imod halvdelen af landets tandlæger deltog.

Tandlægeforeningen afholder fortsat arrangementet hvert forår. Under det nuværende navn Årskursus samler det årligt over 2.000 deltagere – lidt færre end i Ib Sewerins epoke.

Blandt tandlæger er Ib Sewerin mest kendt for sit virke som faglig-videnskabelig redaktør for Tandlægebladet fra 1995 til 2007, fra 2004 tillige ansvarshavende redaktør. Ib Sewerin skrev selv over 260 fagvidenskabelige artikler.

Ib Sewerin var erhvervsaktiv til det sidste, idet han løste opgaver på Colosseumklinikken i København og var med til at redigere en række lærebøger.

Ib Sewerin ydede en uvurderlig indsats både for Tandlægeforeningen og for odontologien. Hans dedikation og professionalisme gjorde, at der var stor respekt om ham. Og med sin underfundige humor spredte han i årenes løb latter og smil hos mange tandlægekolleger. Æret være Ib Sewerins minde.

Seneste