Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
FORFREMMELSE – Nuværende prodekan på Det Teologiske Fakultet Kirsten Busch Nielsen overtager ledelsen, når Steffen Kjeldgaard-Pedersen fratræder ved udgangen af juni 2013.
Dekan Steffen Kjeldgaard-Pedersen meddelte i marts, at han fratræder sin stilling som leder af Det Teologiske Fakultet for i stedet at hellige sig sit professorat og forskning i kirkehistorie.
I forlængelse af pinsen har Københavns Universitet udnævnt hans efterfølger og offentliggjort, at rektor Ralf Hemmingsen har valgt nuværende prodekan, professor, dr.theol. Kirsten Busch Nielsen. Hun har tidligere været studieleder på fakultetet og overtager senere i år posten efter Kjeldgaard-Pedersen.
»Efter mere end 11 år som dekan, først som valgt og siden som ansat, er det på tide, at jeg forlader posten og vender tilbage til studierne og studenterne. Det har været en ære og en glæde at tjene Københavns Universitet som dekan for dets mindste fakultet,« sagde Steffen Kjeldgaard-Pedersen i marts.
Fagrådet er yderst tilfreds med rektors valg af Kirsten Busch Nielsen og hilser den nye dekan velkommen.
»Det er med stor glæde, at vi har modtaget denne nyhed. Vi har allerede et godt samarbejde med Kirsten og ser kun frem til samarbejdet, når hun sidder på dekankontoret,« udtaler fagrådsformand, stud.theol. Anders Martin Lauritsen i en pressemeddelelse.
Kirsten Busch Nielsen er født i 1962 og uddannet i Teologi fra Københavns Universitet. I 2008 blev hun udnævnt til fakultetets første kvindelige professor. Hun tiltræder som dekan den 1. juli.
Rektor ansætter universitetets dekaner på baggrund af en indstilling fra et indstillingsudvalg bestående af rektor samt repræsentanter for det videnskabelige personale, det administrative personale og de studerende.
therese.hjorth@adm.ku.dk