Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ny rugekasse til iderige studerende

IVÆRKSÆTTERI - Systematisk KU-innovationsprogram tilbyder starthjælp til first mover-studerende.

Et hav af vakse studerende går rundt med gode og unikke ideer. Men hvordan omsætter man den kreative ide til en god forretningsmodel, der kan få en såkaldt startup-virksomhed op at flyve?

Netværk er nøglen, og det er præcis hvad Københavns Universitet nu stiller til rådighed for entreprenante studerende under paraplyen UCPH Innovation Hub.

Hub’en er for alle studerende uanset uddannelsesbaggrund – og tilbuddet er ikke forbeholdt KU-studerende:

»Tværfaglighed er en stor styrke i en innovationsproces, og derfor inviterer vi også studerende fra andre universiteter til at søge om optagelse,« siger prorektor Lykke Friis, der klipper snoren ved den officielle åbning torsdag den 11. september kl. 16-18.

Gode ideer eller konkrete produkter

Er man studerende og har man en ide, man gerne vil afprøve, tilbyder UCPH Innovation Hub to typer af pladser – faste pladser for dem, der står med en konkret service/et konkret produkt, som allerede er ‘realitetstestet’ på potentielle kunder. Og flexpladser for de studerende, der har en god ide, som de er parate til at arbejde med fem timer om ugen.

Hub’en stiller både kontor- og mødelokaler til rådighed, der er åbne 24-7. Dertil kommer en fast kontaktperson, professionel rådgivning og sparring, netværk af andre iværksættere, workshops, mentorordning – og for de faste pladser tillige adgang til advokat og revisor.

Skynd dig, hvis du vil med i første hug. Næste ansøgningsfrist er mandag d. 15. september 2014. Se i faktaboksen til højre, hvordan du søger om optagelse.

gbg@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste