Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Ny specialepris fra KForum

KOMMUNIKATIONSSPECIALER - Branchehjemmeside vil belønne og fremhæve årets bedste specialer.

Lad os være realistiske: Ingen gider læse specialer. Fire øjne er normalt det maksimale antal, der (utålmodigt og for penge) skimmer de lidelsesfuldt frembragte sider for at nå frem til pointerne.

Men KForum – hjemmeside for landets kommunikative elite og folk, der drømmer om at blive del af den – lover at læse dit, hvis det blev afleveret i 2011. Og hvis det handler om kommunikation.

Vil fremhæve det gode

»KForum er jo en vidensportal,« siger redaktør Timme Bisgaard Munk. »Og vi har i snart 12 år opfordret folk til at dele deres speciale inden for faget på vores hjemmeside. Men vi vil gerne gøre noget mere ud af det, og hvert år fremhæve det, der er rigtig godt. Specialer bliver læst alt for lidt, og det her er en måde at give folk et skulderklap på, som de måske kan bruge i deres jobsøgning.«

Konkurrencen er, som nævnt, forbeholdt specialer med kommunikationsfagligt indhold, så retorikere, danskstuderende film- og mediestuderende og beslægtede humanistiske fag er de oplagte kandidater. Men også specialer fra andre fag kan deltage i konkurrencen, hvis de har en kommunikationsfaglig toning.

»Vi vil gerne belønne de modige, dem der tør rykke ved faget,« siger Timme Bisgaard Munk.

KForum får også noget ud af det

KForum har en tradition for at forvandle studenterspecialer til redaktionelle artikler på sitet, så samarbejdet med de nyuddannede gavner også kommunikationsportalen.

»Her på det seneste er der skrevet nogle rigtig gode specialer om finanskrisen, for eksempel diskursanalyser af, hvordan bankerne og finanssektoren har reageret. Vi har tit fået tilsendt et speciale og efterfølgende bedt forfatteren om at skrive en artikel til os« siger Timme Bisgaard Munk, som er begejstret over niveauet i mange af de specialer, han får kigget på.

»Det er meget ‘real-time’, det de unge skriver, med reflektioner over deres egen samtid. Jeg synes, det er imponerende.«

Vinderen af specialeprisen får 10.000 kroner. Der er mindre pengepræmier til nummer 2 og 3.

LINK: Specialeprisen.dk

Annonce

Seneste