Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Ny tværfaglig IT-uddannelse godt fra start

Den nye bacheloruddannelse Kommunikation og IT på Det Humanistiske Fakultet starter med et fyldt hold

Omkring 40 nye studerende skal nu i gang med at lære både at kommunikere med mennesker og computere.

Den nye udannelse, Kommunikation og IT er en tværfaglig kombination af lige dele naturvidenskabelig datalogi og humanistisk kommunikation og analyse. Blandingen har fænget så meget at det første hold er uden tomme pladser.

»Det er meget tilfredsstillende, set fra vores perspektiv. Det kan godt være svært at få gjort opmærksom på en ny uddannelse,« siger Klaus Bruhn Jensen, Professor i medievidenskab ved Københavns Universitet og en af hovedkræfterne bag designet af uddannelsen.

Markedsføring ad nye kanaler

I alt havde halvandet hundrede ansøgere markeret interesse ved at have haft Kommunikation og IT et eller andet sted på deres KOT-blanket.

En af årsagerne til succesen kunne være, at uddannelsen er blevet markedsført ad flere forskellige kanaler:

»Vi har dels gået den slagne vej med åbent hus og plakater og foldere på gymnasier. Samtidigt har vi lavet en Google adwords-kampagne, hvor man ved søgninger på området fik tekstreklamer om uddannelsen. Vi har forsøgt at komme ud gennem de medier de unge bruger og kommer til at arbejde med,« fortæller Klaus Bruhn Jensen.

Arbejdsmarkedet dikterer også indhold

Uddannelsen er blevet til i dialog med potentielt kommende arbejdsgivere for de studerende. Den er derfor også udformet efter, hvad de har efterspurgt.

»I princippet er ambitionen at man skal kunne være kvalificeret til et job, når man har taget bacheloruddannelsen. Realistisk set, og når vi taler med erhvervslivet, er meldingen dog stadig, at man helst vil kandidater,« siger Klaus Bruhn Jensen.

Seneste