Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Ny vicedirektør for KU’s bygninger vil i tæt dialog med brugerne

Navne — Det er en erfaren leder, der er ansat som vicedirektør for Københavns Universitets bygninger. Karen Dilling har fokus på brugerne og grønne løsninger.

Hvem er hun?

Karen Dilling har siden 1997 arbejdet med alt, der har med bygninger at gøre. Hun har gennemført store, komplekse bygningssager, og hun har udviklet ejendomme og konstruktioner inden for både stat, kommuner og i det private.

Hun har blandt andet arbejdet som bygherrerådgiver for DR Byen, haft arkitektonisk ansvar for højhastighedsbanen imellem København og Roskilde, og senest har hun gennemført byggeprojekter som rådgiver og chef for fem folkeskoler i Hillerød Kommune. Som ejendomschef i Hillerød Kommune havde Karen Dilling ledelsesansvar for 240 medarbejdere,

Nu har hun valgt at søge nye udfordringer hos Københavns Universitet, når hun 1. oktober tiltræder stillingen som vicedirektør for Campus Service.

»Det er meget vigtigt for mig at komme ud og tale med dem, der skal bruge en bygning. På et universitet skal jeg for eksempel tale med forskerne om deres drømme for at finde ud af, hvad der skal til, så de kan blive ved med at gøre det, de er gode til,« siger Karen Dilling.

Hvorfor læser jeg om hende nu?

Når Københavns Universitets administrationsreform træder i kraft i løbet af de første måneder af 2025, vil stillingen skifte navn til vicedirektør for koncernenheden KU Bygninger i Universitetsadministrationen.

KU har en stor bygningsmasse, som Karen Dilling ser frem til at udvikle:

»Jeg søgte stillingen ved Københavns Universitet, fordi det har et højt ambitionsniveau inden for alle områder, og fordi mit arbejde bliver en spændende og ambitiøs strategisk ledelsesopgave. Det er også et grønt universitet, med fokus specifikt på reduktion af CO2-udledning og materialeforbrug inden for bygningsområdet samt et generelt fokus på bæredygtighed,« siger Karen Dilling.

Hun finder også hele KU’s ejendomsportefølje interessant, for her er både helt nye og meget gamle bygninger, og der er laboratorier og mange andre særlige rum og faciliteter, som hun gerne vil være med til at udvikle, så medarbejderne får mest muligt glæde af dem.

Hvor er det nu lige, jeg kender hende fra?

Karen Dilling har ikke arbejdet ved Københavns Universitet før, så for mange medarbejdere bliver hun et nyt ansigt.

»Jeg har mest bevæget mig i byggefaglige kredse,« siger hun, der har holdt en del foredrag om sit arbejdsområde og tillige har siddet i forskellige netværk.

»Jeg har blandt andet været formand for Kommunale Tekniske Chefers ejendomsfaggruppe, hvor vi har implementeret direktiver fra EU i samarbejde med ministerier, Energistyrelsen og Kommunernes Landsforening, og det har jeg fundet virkelig spændende,« siger Karen Dilling.

Privat har hun mand og tre børn, og fritiden bliver brugt med dem og deres venner. Hun fortæller, at de i familien dyrker crossfit og rejser sammen, når de da ikke ferierer i deres hus i Värmland i Sverige, hvor de løber langrend og tager på vandreture.

Seneste