Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Avis: Bente Klarlund anklages for fup - KU-lektor: Roundup mindre bekymrende end rødvin - Undersøgelse: KU klarer sig bedst ud af seks - Humaniora holder fast i rusturen.
KU-professor Henrik Galbo anmeldte sin hospitalskollega Bente Klarlund Pedersen til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) den 19. juli, skriver B.T., side 12, onsdag 31. august. I anmeldelsen gennemgår han 12 videnskabelige artikler, som Bente Klarlund Pedersen er den ansvarlige seniorforfatter på i 11 af dem, og som hun har lavet sammen med den svindelanklagede eks-kollega Milena Penkowa. Sagen er blevet holdt hemmelig i halvanden måned af Københavns Universitet som en intern personalesag. Også Ekstra Bladet og Politiken skriver om sagen.
Sprøjtemidlet Roundup er langt mindre farligt end både kaffe, rødvin, bordsalt og cigaretrøg, siger lektor Nina Cedergren fra Det Biovidenskabelige Fakultet på KU til Ingeniøren.dk. Hun har forsket ti år i Roundups effekter, og hun mener hverken Roundup er kræftfremkaldende, hormonforstyrrende eller har såkaldte cocktaileffekter. Nina Cedergren udtaler til Ingeniøren.dk, at Roundup er ikke mere farligt, end at »du skal drikke direkte af en flaske med Roundup, før du risikerer at tage skade«.
Dansk Aktieanalyse og Jyllands-Posten har undersøgt seks danske uddannelsessteder, og KU klarer sig bedst. Aalborg Universitet (AAU) skriver i et presseklip lidt om sagen: KU får point for at have størst international anseelse, mens AAU klarer sig dårligst i undersøgelsen på grund af den laveste gennemførelsesprocent. Jyllands-Posten skriver om undersøgelsen, side 11, onsdag 31. august 2011.
Efter Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU for nylig oplyste, at det vil droppe rusturen fra 2012, og Fysikstudiet dropper den allerede i år, så melder humaniora nu ud, at fakultetet beholder rusturen. De studerende oplever en sammentømring på rusturen, siger koordinator på humanioras studiestartsprogram Luise Hvidt. DR P4 Københavns Radio, Nyheder kl. 11:30, søndag 28. august 2011.