Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
OPRUSTNING – Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har netop slået fire chefstillinger op. Tre er helt nye, mens en skal genbesættes. Det sker til trods for, at fakultetet har indført ansættelsesstop, og 66 administrative stillinger blev nedlagt ved nytår.
En ny chef for Serviceafdelingen, en ny leder af Drifts- og vedligeholdelsesafdelingen, og en ny førstemand for Projektafdelingen.
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund) har travlt med at ansætte nye chefer oven på fusionen med Det Farmaceutiske Fakultet (Farma) og tre veterinære institutter fra Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) per januar 2012.
Tre nye chefstillinger er netop blevet slået op samtidig, og oveni skal jobbet som leder af Administrationsafdelingen også genbesættes allerede nu, selv om den nuværende chef først går af til marts næste år.
Udsigten til få flere chefer vækker ifølge Ingrid Kryhlmand, næstformand for Samarbejdsudvalget på Sund og fællestillidsrepræsentant for de administrative HK’ere på Københavns Universitet, harme blandt mange af de ansatte på fakultetet.
Alene inden for den første halve time efter stillingsopslagene blev publiceret, lå der således tolv vrede mails fra kolleger i hendes indbakke.
»Hvad er meningen?«
»Hvorfor skal vi have flere chefer nu igen, når vi ikke er ansatte nok og er ved at drukne i arbejde,« spørger de frustrerede afsenderne blandt andet.
Harmen skyldes ifølge Kryhlmand, at fakultetet kort før årsskiftet var igennem en stor ’prikkerunde’, hvor 66 administrative stillinger blev nedlagt. De 49 skyldes regeringens genopretningsplan for dansk økonomi, der pålagde Sund at reducere sine administrative udgifter med 14,8 millioner kroner i 2013 i forhold til niveauet i 2009.
19 endte med at blive afskediget, 18 gik frivilligt, 27 blev fundet ved naturlig afgang og to indvilligede i at gå på nedsat tid.
LÆS OGSÅ:
66 stillinger nedlagt på Sund
Sund sidder med aben i ny KU-sparerunde
»Først bliver vi skåret med 66 årsværk kort før jul, og få måneder efter kaster ledelsen så fire nye chefstillinger på bordet. Det er simpelthen ikke rimeligt, når ledelsen samtidig har indført et ansættelsesstop, der betyder, at alle jobopslag skal forbi dekanatet til godkendelse,« siger Ingrid Kryhlmand.
Hun påpeger, at fakultetet stadig mangler at finde besparelser svarende til seks millioner kroner for at kunne leve op til sparekravet i regeringens genopretningsplan.
Ifølge de fire stillingsopslag er der brug for flere ledere på grund af fusionen med Farma og institutterne fra Life, og fordi fakultetet samtidig investerer i en række store nybyggerier og moderniseringer.
Den forklaring har de administrative ansatte på fakultetet meget svært ved at forstå, da argumentet for at fusionere normalt er, at administrationen dermed kan tilrettelægges mere rationelt og effektivt, så midlerne kan bruges til kerneydelserne, forskning og undervisning, i stedet.
Det virker derfor besynderligt at bruge fusionen som begrundelse for at ansætte flere administrative ledere, mener de.
clba@adm.ku.dk