Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nye restriktioner rammer Københavns Universitet. Få overblikket her

Corona — Fjernundervisning er nu et krav, ansatte bliver sendt hjem, og mundbind skal fortsat bæres i næste semester.

Mandag præsenterede statsminister Mette Frederiksen en hel stribe nye restriktioner efter nogle decemberdage med faretruende smittetal.

De rammer også landets videregående uddannelser, herunder Københavns Universitet.

På pressemødet blev en række nationale tiltag forlænget til og med den 28. februar 2021, altså en måned ind i forårssemestret. Det gælder blandt andet kravet om at bære mundbind eller visir på campus, anbefalingen om at aflyse sociale arrangementer og opfordringen til, at ansatte arbejder hjemmefra.

I 38 kommuner, herunder København og Frederiksberg, blev restriktionerne skærpet yderligere. Det betyder, at det nu ikke længere er en anbefaling at gøre undervisningen digital, det er et krav. Kun i tilfælde, hvor onlineundervisning er umulig (for eksempel i fag, der kræver laboratorieforsøg), vil de studerende stadig få adgang til undervisningslokalerne.

Tilsvarende er eksamener kun undtaget, hvor det ikke kan lade sig gøre at afholde dem digitalt.

Regeringen anbefaler også, at offentlige arbejdsgivere sender alle ansatte uden kritiske funktioner hjem.

Og så skal bibliotekerne holde lukket for offentligheden, om end det stadig vil være muligt at låne og aflevere materiale til forsknings- og undervisningsbrug.

De skærpede restriktioner gælder i første omgang til den 3. januar 2021.

Seneste