Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Østergaard: Der er behov for reform af SU-systemet - Østergaard: Nu skal universiteter stramme op på undervisningen - 37 projekter kæmper om stor KU-pulje - Flere psykisk belastede får studiehjælp.
Danske unge er for lang tid om at begynde at studere på universitetet, konkluderer en ny analyse fra tænketanken Kraka. Organisationer som Dansk Erhverv og Danske Universiteter efterlyser, på baggrund af Krakas analyse, reformer af SU-systemet, skriver Berlingske. Også uddannelsesminister Morten Østergaard anerkender, at der er behov for at reformere SU-systemet, og inden for det indeværende folketingsår vil der komme et reformforslag til, hvordan unge kan blive uddannet hurtigere.
Uddannelsesinstitutionerne har ikke styr på timetal og forskerundervisning, har Rigsrevisionen tidligere kritiseret de videregående uddannelser for. Så selv om uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har lovet universiteterne større frihed, skal de fremover systematisk dokumentere, hvor mange timers undervisning de studerende får, og hvor ofte de møder forskere i undervisningen, skriver Jyllands-Posten. Det skal ske for at gøre op med upålidelige data, og et nyt system skal godkende universiteters evne til at sikre uddannelser af høj faglig kvalitet.
Forskere fra hele KU har budt ind med 142 forskellige idéer til projekter, der kan finansieres af den såkaldte 2016-pulje på 480 millioner kroner, som KU oprettede i år for at få gjort kål på noget af sin opsparing. Det er et krav, at projekterne skal være samarbejder mellem flere fakulteter. Nu er 37 af projektidéerne udvalgt til en egentlig ansøgningsrunde, og forventningen er, at omkring halvdelen får del i pengene. Læs mere på universitetets intranet kunet.dk.
Universiteterne melder nu om, at markant flere studerende med psykiske vanskeligheder søger om støtte fra mentorer for at få hverdagen til at hænge sammen, skriver Berlingske. Mentorerne er typisk ældre studerende med både et fagligt og socialt overskud. Blandt andre Københavns Universitet oplever, at flere studerende med en diagnose såsom Aspergers syndrom, angst eller depression søger om støtte til en mentor.