Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
FOLKETINGET - Uddannelsesministeren ønskede ikke at lade sig interviewe til bog om universitetsmiljøet. Nu skal han forklare sig for Folketinget.
Det er to af Dansk Folkepartis medlemmer af Videnskabsudvalget, Jens Henrik Thulesen Dahl og Alex Ahrendtsen, der kræver at den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, forklarer, hvorfor han har valgt ikke at lade sig interviewe til en kritisk bog om forholdene i den danske forskningsverden.
Bogen Inden for murene – uden for rammerne er skrevet af journalisten Claes Lautrup, som har valgt at inkludere sine mange ubesvarede spørgsmål til ministeren.
Claes Lautrup er tilfreds med, at Morten Østergaard bliver bedt om at forklare sit manglende ønske om at medvirke.
»Det er glædeligt, at min bogs problemstillinger nu kommer op på politisk niveau. At ministeren nu endelig skal forholde sig til temaerne må også glæde ansatte med tilknytning til universitetsverdenen, der døjer med nogle grundlæggende strukturelle problemer,« skriver Claes Lautrup til Universitetsavisen.
»Jeg var i første omgang uforstående over for, at ministeren nægtede at medvirke i bogen. Så jeg takker Dansk Folkeparti, der på baggrund af bogen, hiver ham i samråd, hvor han ikke kan afvise at medvirke.«
Der er samråd i Videnskabsudvalget tirsdag den 13. november klokken 15:30. Mødet transmitteres på Folketingets hjemmeside ft.dk.
chz@adm.ku.dk